Man kan stadig finde levn fra dengang, havdyrene regerede i Faxe, og netop derfor er stedet meget populært blandt børnefamilier. Her kan man være heldig at finde vættelys, hajtænder og andre velbevarede skatte fra havets dyb. Og det bedste af det hele – I må tage jeres fund med hjem!
Geomuseum Faxe arrangerer guidede fossiljagter, men I er også velkomne til at gå rundt på egen hånd. Hammer og mejsel kan lånes på geomuseet. Fossilerne gemmer sig i kalken, så godt værktøj er nødvendigt. Kalken skal nemlig hakkes i stumper og stykker. Hvis I finder noget, vil geomuseets naturguider med glæde vurdere jeres fund, så I præcist ved, hvad det er, I tager med hjem. Geomuseet formidler i øvrigt meget mere om kalkbruddets og områdets historie gennem nogle af de mest opsigtvækkende fund, der er gjort gennem tiden.