Kalvehave Labyrintpark

”Tilbagegang” og ”rekordår”: Sommersæsonen har været en blandet landhandel

31.8.2022
Foto: Kalvehave Labyrintpark

Overnatningsstederne jubler, mens turistattraktionerne melder om store udsving. Fælles for dem alle er dog, at de udenlandske sommergæster har fyldt godt i landskabet. Vi tager temperaturen på højsæsonen 2022 i kommunerne Næstved, Faxe, Vordingborg og Stevns.

Sehr schön, molto bene og trés bien!

Meget tyder på, at de internationale turister har fundet vej til Danmark denne sommer. De populære familiesteder Camp Adventure, Kalvehave Labyrintpark og De Hvide Svaner på Sydsjælland melder i hvert fald om besøgende fra hele Europa. Særligt tyskerne, hollænderne, belgierne og italienerne har været på ferievisit på Sydsjælland, beretter de tre attraktioner.

Ifølge Carsten Nøhr, der er ejer af Kalvehave Labyrintpark, skal en del af forklaringen på, hvorfor de udenlandske turister kigger mod Danmark, findes i den hedebølge, som har hærget i store dele af Europa de seneste måneder. Mange steder er temperaturerne nået over 40 grader.

”Normalt kigger mange europæere mod Frankrig og andre lande i Sydeuropa, når de skal holde ferie, men den ekstreme varme har fået dem til søge mod nord, siger de, når jeg spørger,” fortæller Carsten Nøhr og åbner dermed op for et nyt potentielt fremtidsscenarie. Fremover kan turiststrømmen nemlig meget vel skifte retning fra nord mod syd til syd mod nord, i takt med at klimaet ændrer sig.

Foto:Mads Tolstrup

Færre danske besøgende

Camp Adventure, der har skabt et oplevelsescentrum med både Skovtårn, glampingtelte og klatrebaner, er en af de sydsjællandske attraktioner, der har haft en lind strøm af udenlandske turister gennem lågen. De danske turister derimod – det er en anden snak.

”Vi kan mærke, at danskerne er blevet mere rejselystne og tager ud af Danmark igen oven på nogle år med corona, så vi forventer færre danske besøgende. Det er endnu for tidligt for os at melde konkrete tal ud, men overordnet set har vi haft en god sæson og ligger på niveau med andre år. Mange har fået øjnene op for vores blomstermark, og glampingområdet er en kæmpesucces,” siger kommerciel direktør Ida Roed Rasmussen og tilføjer, at gæsterne lægger mange penge i Camp Adventures nyåbnede butik med lokale lækkerier og design, når de er på visit.

Hos GeoCenter Møns Klint er de stigende energi- og fødevarepriser for alvor begyndt at kunne mærkes. Danskerne er blevet mere påpasselige med, hvad de bruger penge på, lyder vurderingen fra direktør Nils Natorp. På GeoCenteret har man oplevet tilbagegang i antallet af besøgende i højsæsonen, og det skaber bekymring for tiden, vi går i møde.

”Det er oplevelsesbudgettet, folk nemmest kan spare på,” siger direktør Nils Natorp i Sjællandske.

”Vi er jo ikke kun for dem på Møn, men også for dem, der kører en time eller to for at nå frem, og for dem er det altså blevet 250-300 kr. dyrere i diesel at køre hertil.”

Heldigvis oplever direktøren, at de udenlandske gæster bliver flere og flere, men det er ikke nok til at vende tilbagegang til fremgang i år, vurderer han.

Også Koldkrigsmuseum Stevnsfort har oplevet et fald på næsten ni procent i juni og juli sammenlignet med 2019.

Foto:Mads Tolstrup

Nyt bundniveau oven på corona

Hos Geomuseum Faxe har man derimod haft en forrygende sommer, fortæller Ilse Sørensen, konstitueret direktør for Østsjællands Museum.

Hun har ikke tal på, hvor mange der er henholdsvis danske og udenlandske besøgende, men i år har museet, som tilbyder fossiljagter i Faxe Kalkbrud og har lanceret udstillingen ”Danmarks Fossile Koralrev”, haft næsten ni procent flere besøgende i juni og juli sammenlignet med samme tidsperiode i 2019, som er det seneste normale år, før coronakrisen ramte.

I Kalvehave Labyrintpark glæder Carsten Nøhr sig også over parkens foreløbige besøgstal. Sidste år var 16.777 gæster forbi, og i år forventer han at have 15.000 børn og voksne igennem de snoede labyrinter. Cornaåret 2020 var parkens absolutte højdespringer med 20.500 besøgende. Inden corona ramte, lå besøgstallet årligt på 12-13.000, så ejeren begynder at tro på, at familieparken har nået et nyt, højt bundniveau.

”Vi ligger i den billige ende af skalaen sammenlignet med en tur i Tivoli, så her kan alle være med,” siger han med henvisning til, at besøgstallene i Kalvehave Labyrintpark fortsat ser flotte ud – selvom både energi- og råvarepriser er steget voldsomt, og at nogle familier derfor sidder hårdt i det økonomisk.

 

Flotte overnatningstal, men det kan hurtigt vende

Kigger man på de seneste overnatningsstatistikker fra juni måned i Destination SydkystDanmark, er antallet af overnatninger steget med 13 procent sammenlignet med året før. På campingpladsen De Hvide Svaner rider man også på en bølge af bookinger netop nu, fortæller lejrchef Ole Mørkeberg. 2022 er campingpladsens bedste nogensinde – og så endda i pladsens 50. jubilæumsår.

”De sidste ti år har vi investeret 20 mio. i at opdatere pladsen med nye hytter, elladestandere og servicebygning. Dét lagt sammen med, at vi i år blev Green Stay-certificeret og gik fra tre- til firestjernet campingplads, har givet os den bedste sommersæson nogensinde,” siger Ole Mørkeberg.

Men frygten er, at også overnatningsstederne vil blive ramt af sparekniven, hvis danskernes leveomkostninger bliver ved med at stige, forklarer Martin HH Bender, direktør i Destination SydkystDanmark.

”Det er på mange måder en usikker fremtid, vi går i møde. Der skal skabes tryghed omkring danskernes økonomi, hvis de også skal smide penge efter weekendophold og fornøjelser i det halvår, vi går ind i nu. Det er vigtigt at holde gang i turisterhvervet, der hvert år bidrager med et tocifret milliardbeløb til statskassen.”