Kan man lave vin i Danmark? Det er nok de færreste, der kan svare helt skråsikkert på det spørgsmål. Og vindyrkning er næppe det første, man vil forbinde med de rullende marker uden for Karrebæksminde ved Næstved. Netop derfor er Jesper Rye Jensen lidt af et unikum. Han har nemlig stor succes med økologisk produktion af fyldig, Amarone-inspireret rødvin.
Han driver Vesterhavegaarden, som ligger knap 12 kilometer uden for Næstved, og med en malerisk udsigt ud til Smålandsfarvandet. Foruden vinproduktionen rummer gården også en bed & breakfast, gårdbutik og meget andet. Men projektet begyndte egentlig mere beskedent, med en gammel, nu nedrevet gård, en æbleplantage, nogle overskuds-vinstokke og nogenlunde nul erfaring med vindyrkning.
En særligt hård vinter blev for meget for en stor del af de oprindelige æbletræer, og de måtte vige pladsen for vinstokke i stedet. I dag står der over 8.000 af slagsen på markerne, som omgiver Vesterhavegaarden. Det er dem, som Jesper Rye Jensen nu forvandler til prisvindende rødvine samt rosévin og æble-is-vin. Inspirationen kommer fra Norditalien, men det endelige produkt har sit helt eget præg.
Selvom man ikke finder Vesterhavegaardens vine ude i butikkerne, er der heldigvis rig mulighed for at besøge gården. Hele sommerhalvåret kan vinelskere og andre interesserede kan nemlig booke besøg på gården, som både omfatter vinsmagning, ture i marken, foredrag og tapas til at stille sulten.