©  Foto:

Turistinformation Gavnø Slot

Turistinformationen på Gavnø står klar til at hjælpe dig på din tur rundt på Sydsjælland og Møn

Blomsterøen Gavnø byder på eventyrlige oplevelser. På den lille ø ligger bl.a. Gavnø Slot og Gavnø Slotspark. Allerede i 1100-tallet lå der en sørøverborg på stedet, men øen blev i 1398 købt af Dronning Margrethe den I., som istedet lod et nonnekloster for adelige jomfruer opføre. I dag er Gavnø Slot et af Danmarks smukkeste rokokoslotte, der byder den besøgende på mange oplevelser, herunder bl.a. Nordens største private malerisamling på godt 1.000 malerier, som repræsenterer Europas malerkunst i det 16., 17. og 18. århundrede. Få også et kig ind i Den Store Spisestue og de originalt møblerede gæsteværelser fra 1750'erne. Værelserne anvendes stadig i dag til særlige lejligheder.

Oplev tre helt nye og nænsomt renoverede gæsteværelser, som blandt andet viser, hvordan tre himmelsenge oprindelig så ud i 1700-tallet, da de kom til Gavnø Slot. Oplev samtidig de smukke og spændende klædedragter, genskabt ud fra malerier af seks udvalgte historiske personligheder fra Gavnøs historie, som hver især har præget Gavnø gennem tiden. Dragterne er blevet til med midler fra Realdania og er en del af et spændende koncept kaldet ”Living History”. Personighederne vækkes til live, når Gavnøs guider holder rundvisninger og samtidig bærer de historisk korrekt udførte dragter.

Gavnø Slotspark er Danmarks smukkeste blomsterløgspark med mere end ½ million blomsterløg. Hvert år i maj vises Danmarks største tulipanudstilling.

I øvrigt forefindes: Gavnø Klosterkirke, Sørøverland, trætopbanen Gavnø Go Fly, skattejagt, klappedyr samt Danmarks eneste Slotsbryggeri.

Hunde må gerne medbringes i slotsparken i snor, dog ikke på slottet. Medbragt mad må gerne nydes i slotsparken eller ved det nye picnicområde. Handicaptoilet forefindes ved indgangen, ligesom der forefindes ramper til kørestolsbrugere ved Café Tulipanen og Gavnø Klosterkirke.