Selv om det måske kan være svært at tænke konstruktive tanker her midt i Corona-krisen, har Destination SydkystDanmark en række værktøjer og salgskanaler, som du med fordel kan bruge tid på nu.
Vi anbefaler, at du her i krisetiden får opdateret din profilside på SydkystDanmark.dk og får oprettet eventuelle arrangementer på Billetexpressen, Kultunaut eller CulturePoint. På den måde er din virksomhed bedre rustet, når krisen på et tidspunkt er overstået, og kampen om gæsterne for alvor blæses i gang.
Et helt særligt initiativ er den nye kampagne, der gik i luften i fredags den 27. marts.
Kampagnen hedder ’STØT EN LOKAL STJERNE’. Her kan du som aktør udbyde gavekort til oplevelser, ophold mv., for på den måde at få skaffet noget likviditet.
Kampagnen kører de næste uger. Der er indkøbt flere helsiders annoncer i Sjællandske Tidende og der er igangsat annoncering på Facebook.
”Tanken er, at vi skal have skabt en masse lokal opmærksomhed omkring vores turisterhverv, og vi håber selvfølgelig, at rigtig mange borgere vil støtte ved at købe et gavekort til et lokalt restaurantbesøg, weekendophold osv.,” siger Mike Olesen, marketingchef i Destination SydkystDanmark.
I skrivende stund er der rigtig god respons fra læserne - siden er således den mest besøgte side på vores site, og 29 aktører har meldt sig på banen med 20% rabat på alt fra gavekort, årskort og overnatninger til frokoster og greenfee.
Ud over det særlige kampagnesite, er der en række værktøjer, som man som aktør med fordel kan benytte her i kriseperioden, forklarer Mike Olesen. For nedenstående værktøjer gælder det, at du er velkommen til at kontakte Cecilie Sjelle (cs@vism.dk) hos Destination SydkystDanmark for yderligere information og assistance.