
Stevns Sommerspil
MØD MIG PÅ CASSIOPEIA
Bag hele idéen står sanger, skuespiller og teaterproducent Nicolaj Cornelius, der med sine 38 år nu også kan kalde sig Danmarks yngste musicalproducent. Nicolaj Cornelius har allerede haft succes med at omdanne Gjorslev Slot til et teater, da han skabte forestillingen ”Kai Normann og Krigen”, der spillede for udsolgte sale i somrene 2021-2022, blev anmelderrost og prisnomineret.
Fra 2023 vil det være udendørs i slotsgården, at der kan opleves teater, og nu med op til 25 medvirkende. Den første opsætning bliver den berømte musical ”Mød mig på Cassiopeia”, med musik af netop Kai Normann Andersen, der boede på Gjorslev Gods under Anden Verdenskrig og var en god ven af godsejerparret Tesdorpf. Det nye sommerspil er stiftet af de tre virksomheder Gjorslev Gods, Mad og Ro og Cornelius’ Teaterselskab. Forestillingen skabes af et professionelt produktionshold og med professionelle skuespillere i de bærende roller, og bliver derudover båret af frivillige kræfter på scenen, på systuen, i værkstedet, i bestyrelsen m.m.
Udover at skabe en professionel musicalforestilling i Gjorslevs smukke rammer, er det også en vigtig vision, at STEVNS SOMMERSPIL bliver en rugekasse for nye talenter og et godt socialt samlingssted for egnens mange frivillige.
MØD MIG PÅ CASSIOPEIA
Musen Polyhymnia, komponisten John Berger og tordenguden Zeus får nu de smukkeste rammer til den festlige og populære historie, hvor alting bliver til forviklinger, og alt fortrylles af Kai Normann Andersens musik.
Glæd dig til en spektakulær opsætning af "Mød mig på Cassiopeia" under åben himmel på Gjorslev Slot.
Succeskomponisten John Berger har mistet sin kunstneriske inspiration, da hans hustru Irene, Alhambra Teatrets primadonna, har ladet sig separere fra ham. Med kun 14 dage til den forestående premiere, står den ulykkelige komponist i sit livs mareridt - men pludselig dukker der noget uventet op - selve Musikkens Muse, Polyhymnia.
For første gang lander hun på jorden i menneskeskikkelse, og har kun ét brændende ønske: At finde ud af hvordan hun virker på en mand!
Hun forelsker sig hovedkuls i flyveren Harry Schmidt, som ellers har et godt øje til Irene, som jo stadig er gift med John! En hvirvelvind af forviklinger udspiller sig nu, og til sidst må hendes far - Tordenguden Zeus - uforvarende stige ned på jorden og kalde sin datter til orden!
Her møder han tilfældigt den græskinteressede Rosa Elias, Harrys tante, som ikke er bange for at dele ud af livets glæder - og endnu flere forviklinger opstår!
Bliver der overhovedet premiere - og hvem får hvem?
TEATERMIDDAG
Nyd en delikat Teaterplanke i den gamle hestestald, som for første gang indrettes til Teaterrestaurant med små, hyggelige borde i de oprindelige hestebokse.
Teaterplanken koster kr. 185,- og består af Stevnske specialiteter i syv forskellige anretninger med bl.a.:
- Hjemmelavet pålæg
- Div. udvalgte anretninger efter årstiden
- Hjemmelavede dressinger
- Frisk grønt fra lokal grøntavler
- Friskbagt stenovnsbrød
Teaterplanken kan også vælges som vegetar og pescetar.
Du kan desuden købe en dessert for kr. 65,- som er en "Sommersymfoni" med bl.a. chokolade og friske bær.Teatermiddagen begynder kl. 18.00 og kan bestilles sammen med dine billetter. Få et bord i f.eks. "Knud" eller "Laura", og glæd dig til at opleve et lækkert traktement fra Stevns' berømte restaurant MAD OG RO.
SLOTSRUNDVISNING
Gjorslev Slot åbner dørene på udvalgte forestillingsdage, og giver dig en unik mulighed for at opleve Danmarks største middelalderslots kongelige sale, gemakker og den unikke arkitektur.
Slottet blev opført omring år 1396, så denne guidede slotsrundvisningen byder på en historisk fortælling gennem mere
end 600 år.
Rundvisning koster kr. 140,- pr. person og kan bookes følgende dage:
Fredag d. 28. juli kl. 16.30-17.30
Lørdag d. 29. juli kl. 16.30-17.30
Fredag d. 4. august kl. 16.30-17.30
Lørdag d. 5. august kl. 16.30-17.30
Rundvisningen kan med fordel kombineres med Teatermiddagen, der begynder kl. 18.00 i den charmerende gamle hestestald, og du er også velkommen til at medbringe din egen mad, som kan nydes i slotsparken, inden forestillingen begynder.
Teaterbaren åbner kl. 18.00 og slotsgården åbnes kl. 19.40.