
Stevns Klint Bed & Breakfast
Stevns Klint Bed & Breakfast har til huse på en hyggelig firelænget gård lige overfor gadekæret i Højerup bare 300 meter fra Stevns Klint og Højerup Gl. Kirke. Gården, der er fra 1834, er blevet restaureret med nænsom hånd, så den gamle bondegårdsstil og -atmosfære er intakt. I de tidligere staldbygninger er en del af det oprindelige interiør blevet bevaret, så det hele fremstår rustikt og meget charmerende.
Stevns Klint Bed & Breakfast har plads til 30 sovende gæster, fordelt på fire rummelige værelser, alle med eget bad og toilet, samt nogle mindre værelser og to luksus-shelters, hvor man kan overnatte billigt. Et af værelserne er indrettet med himmelseng og udsigt til haven – perfekt til en romantisk ”du-og-jeg-weekend” eller til brudeparret, der måske er blevet gift i Højerup Gl. Kirke.
Morgenmaden er altid inkluderet i prisen, men kan fravælges. Der er adgang til dejlige køkkener med alle moderne bekvemmeligheder samt fælles opholds- og tv-stue. Morgenmaden bliver serveret i et hyggeligt cafeområde med kunst på væggene og en mindre udstilling af ”Madam Blå”, flasker og gamle brødmaskiner i nabolokalet.
Udenfor kan man slå sig ned på den hyggelige, lukkede gårdsplads eller finde en plet i den store og fredfyldte have, hvor der også er petanquebane, bålplads og børneområde med trampolin og en mindre naturlegeplads.
Stevns Bed & Breakfast har også et særskilt selskabslokale, ”Stalden”, hvor der er plads til 28 spisende gæster.