Julegave

Julegaveguide

Foto: Mel Poole on Unsplash

Suk, igen i år ønsker far sig sokker i julegave… Bare rolig, vi har din ryg. Her får du den ultimative gaveguide til unikke oplevelser og andre lækkerier fra Sydsjælland & Møn, som vil falde i både fars, mormors, barnebarnets og kærestens smag.

Camp Møns Klint
Mads Tolstrup

Til romantikeren

I første parket til candyflossfarvede solopgange og den stjerneklare nattehimmel ligger et gammelt Fyrtårn, som Camp Møns Klint har forvandlet til feriebolig med privat sauna på kanten af Møns Klint. Den ultimative julegave til kvinden eller manden i dit liv!

Isle of Møn
Richard Clark

Til gindrikkeren

Hos Isle of Møn Spirits laver man gin og snapse af det, andre betragter som ukrudt: Lokale vildtvoksende urter, planter og rødder, som eksempelvis sødskærm og slåen. Tilsat kalk, der virker som smagsforstærker, fra selveste Møns Klint. Læg et smagesæt inklusiv Isle of Møns specialudviklede tonic under juletræet – eller føj en flaske kvalitetsgin til fars barskab.

Radius Distillery
Mads Tolstrup

Til ginentusiasten

Send flaskepost til en ven eller et familiemedlem, der sætter pris på kvalitetsspiritus fra ginpusheren Radius Distillery, der holder til på Oremandsgaard Gods syd for Præstø. Her bliver der produceret gin og brandy af fineste karat lavet på æbler fra egen plantage og eksperimenteret med nye smage, såsom røgede bær, rose og rabarber. Du kan både shoppe gin & tonic sæt og forære et abonnement på de velsmagende dråber.

Koldkrigsmuseum Stevnsfort
Mads Tolstrup

Til historienørden

Det atomsikre militæranlæg Stevnsfortet er et koldkrigsmuseum 18 meter under jorden. Send dine forældre eller bedsteforældre på guidet tur i de 1,7 km lange underjordiske gange, hvor soldaterne sov, arbejdede og levede for blot 30 år siden. Her kan man også komme helt tæt på et missil, og blive klogere på Den Kolde Krigs vildeste spionagesager.

Skovtårnet
Frame & Work

Til outdoorfolket

Skovtårnet er hele Danmarks nye vartegn. Med en højde på hele 45 meter borer det spiralformede kunstværk sig igennem de tætte trækroner og strækker sit lange skelet højt op over Sydsjællands smukke bøgeskove. Et gavekort til Camp Adventure kan både veksles til en adgangsbillet til Skovtårnet, en tur i klatrebanerne og en overnatning i glampingtelt med adgang til tårnet ved solopgang og solnedgang.

Feddet Strand Resort
Feddet Strand Resort

Til campisten

På halvøen Feddet omringet af fyrreskov, hedelandskaber og børnevenlig sandstrand ligger campingpladsen Feddet Strand Resort, der er kåret til en af Europas absolut bedste. Her kan man overnatte i strandhytter, luksuslejligheder, campingvogn og telt. Feddet Strand Resort har blandt meget andet gamerrum, trampoliner og pool til familiens yngste, og padletennis, kajak, kitesurfing og mountainbikeræs for voksne. Forkæl en, der trænger til en puster, med et gavekort dertil.

Holmegaard Værk
Frame & Work

Til kulturnørden

Oplev Nordens største glassamling på Holmegaard Værk, der er landets nye hotspot for kunsthåndværk, og som har en spektakulær Picasso-udstilling på trapperne næste år. Med et årskort til Holmegaard Værk får man adgang til alle 7 museer i Museum Sydøst Danmark herunder Danmarks Borgcenter. 

Gåsetårnet
Frame & Work

Til historieentusiasten

Tag med tilbage til Middelalderen på borgterrænet i Vordingborg. Her lå engang Danmarks største kongeborg med tårne og ringmur. I dag ligger det meste af borgen i ruiner, men det 36 meter høje Gåsetårn troner fortsat på bakketoppen med udsigt over Storstrømsfarvandet. Med et årskort til Danmarks Borgcenter får man adgang til alle 7 museer i Museum Sydøst Danmark, herunder Holmegaard Værk. 

Gastronomi
Frame & Work

Til gastroentusiasten

På toppen af Præstø by med vue ud over det spejlblanke fjordvand ligger en af dansk gastronomis helt store sværvægtere. Michelin-restauranten Hotel Frederiksminde serverer nordisk mad, når det er bedst. Hver dag får restauranten friske forsyninger fra egen køkkenhave, som de forvandler til små, appetitlige retter med smæk på smagen. Enhver gastroentusiasts største ønske!

Blomster
Mads Tolstrup

Til blomsterelskeren

Med alt fra blomsterpark til trætopbaner og Danmarks største julemarked med mere end 150 stande er det ingen overdrivelse at kalde Gavnø for en oplevelsespark udover det sædvanlige. Et årskort giver både adgang til øens gule rokokoslot med landets største private malerisamling, til det årlige veteranbilstræf og til den overdådige slotspark, der byder på blomster i alle regnbuens farver, sommerfuglehus, og som hvert år er vært for en storslået tulipan- og liljefestival.

Veras Verden
Destination SydkystDanmark

Til hyggeministeren

Lækre håndsæber, duftlys, puder, strik, lemonade, you name it. Veras Verden ved Gisselfeld har det hele – og mere til. Giv en gavekurv pakket med massevis af lækkerier til en kær veninde eller en anden kvinde i dit liv, der skal forkæles lidt ekstra.

Geocenter Møns Klint
Mads Tolstrup

Til videnskabsnørden

Få historien om det smukke istidslandskab ved Møns Klint, og bliv klogere på alt fra vandrefalke til gletsjere og stenaldermennesker på det moderne museum GeoCenter Møns Klint, der har 3D-biograf med special effects, sjove workshops for børn og topfede interaktive udstillinger.

The Norrmans
Mikkel Adsbøl

Til livsnyderen på landet

Skal kæresten forkæles lidt ekstra i julen? Så book et ophold hos The Norrmans på Stevns, der har forvandlet en gammel gård og staldbygninger til et eventyrligt åndehul med fantasifulde tapeter, florlette himmelsenge og vegetarisk køkken med grøntsager fra stedets eget køkken. Her kommer man for at lade op og spise godt!

Wellness Hotel Kirstine
Hotel Kirstine

Til livsnyderen i byen

Der er dømt total afslapning på det firestjernede byhotel Hotel Kirstine i Næstved. Hotellet er opført i klassisk bindingsværksstil og har netop åbnet en splinterny wellness-afdeling med terapibassin, sauna, dampbad, pool - kort sagt alt hvad en ægte wellnessentusiast behøver.  

BonBonLand
Mads Tolstrup

Til barnebarnet

Få gang i cykelbenene i Mågeklatten, mærk suset i maven, når Hundeprutten slippes løs, eller kom højt til vejrs i Kobratårnet. Det er skideskægt i BonBon-Land, der gennem årtier har begejstret børn og barnlige sjæle med hang til sjov og ballade. BonBon-Land har også Nordens længste raftingbane og har netop åbnet en helt ny labyrintpark. Et sæsonkort er en genial gave til familiens yngste.

Jul på Stevns Klint Experience
Mads Tolstrup

Til den bæredygtige

I december 2023 spreder Stevns Klint Experience juleglæde, når de udvider den i forvejen unikke designbutik. Designbutikken lokker med skønne, håndlavede og lokalt producerede gaver, der stråler af autenticitet og hjertevarme. Når I har fundet årets julegaver, kan I glæde jer til at pakke den ind med omtanke ved hjælp af genanvendelige materialer. Giv jeres gaver lidt ekstra charme ved at dekorere dem med unik og bæredygtig pynt – som I også kan bruge igen næste år.