Følelsen af Faxe

Velkommen til Følelsen af Faxe!

Hos os er naturen lige udenfor døren. Faxe Kommune nyder godt af en rig natur med adgang til både skov, hav, søer og strand. Vi er særligt stolte af Faxe Kalkbrud, Feddet, vores mange godser og herregårde (bl.a. Gisselfeld og Bregentved ved Haslev samt Vemmetofte, Jomfruens Egede og Lystrup ved Faxe), det idylliske og kuperede landskab samt vores rige flora og fauna, som alt sammen opfordrer til kultur-, natur- og friluftsoplevelser i hele kommunen. 

Faxe Kalkbrud
Rejs 63 millioner år tilbage i tiden til dengang Danmark var dækket af et dybt hav, og der voksede et stort koralrev, hvor Faxe ligger i dag. Her levede hajer og krokodiller sammen med mere end 500 andre slags dyr. I Faxe Kalkbrud kan du gå på fossiljagt og finde dine egne 63 millioner år gamle fossiler.

Feddet – En enestående halvø
Når du har jagtet fortidens dyr er det tid til at slappe af og nyde stranden og havet. På Feddet, der er en 2.000 år gammel halvø dannet af strandvolde, finder du en af vores bedste strande. Sandtilførsel fra nordøst gør, at halvøen stadig vokser i bredden. Undergrunden består af aflejringer af sand, grus og flintesten. Derfor er jorden meget næringsfattig og her er et særegent dyre- og planteliv. Det flade landskab er næsten jysk af karakter. Mod øst findes Sjællands største hede dækket mest af lyng, mod syd strandenge, mod vest græsmarker der afgræsses af får og på de centrale dele eg-, fyrre- og birkeskov. Mange steder på Feddet høres kun naturens lyde – og det er følelsen af ro og velvære.

Kultur
De kulturelle tilbud i Faxe Kommune er lige så mangfoldige som naturen i området. Om du er barn, ung, voksen eller ældre så tilbyder vores kulturelle foreninger og tilbud noget, der rammer dit kulturelle hjerte. I Faxe Kommune vil vi gerne dyrke og skabe interesse for de gode fyrtårns- og flagskibsprojekter som afvikles i løbet af året/årene på hele kultur- og fritidsområdet. Indenfor kommunens grænser har vi gode muligheder for at være værter for mange former for aktiviteter.
Vi er kendte for at afholde mindre og større events og arrangementer i samarbejde med foreninger og institutioner, som tiltrækker mange besøgende fra alle dele af kommunen. Disse arrangementer og events er med til at skabe traditioner, synlighed og stolthed. Tag for eksempel til Geomuseum Faxe, Haslev Bio, Rivieraen (kysten mellem Faxe Ladeplads og Vemmetofte Strand), Mini-Byen i Faxe Ladeplads, Blåbæks Møller (vind- og vandmølle) umiddelbart syd for Faxe, Camp Adventure ved Vester Egede, Kongsted Kirke, Biografen Kanten i Faxe, Rønnede Kro eller Faxe Musikskole og Stationsbymuseet (begge i Haslev) samt syd for Haslev det gamle traktørsted Villa Gallina i Hesede Skov med Djævlekløften og Paradishaven og få Følelsen af Faxe helt tæt på. 

Del denne side

Opdateret af:

VisitSydsjælland-Møn vt@vism.dk
 

Kontakt

Adresse

Frederiksgade 9
4690 Haslev

Telefon

+45 56 20 30 00

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 11.961949664209
Latitude : 55.325193227362