Gå til indhold
Feriepiloter - elcykelferie

Følg i Feriepiloternes fodspor på elcykelferie

Foto: Mads Tolstrup

Fuld fart frem! Her er ferien for jer, der nyder at være aktive samt spise, drikke og sove godt. Feriepiloterne har transporteret sig knap 300 km rundt fra Vordingborg over Møn til Præstø og Gisselfeld ad kystnære ruter forbi en perlerække af oplevelser, spisesteder og hyggelige B&B's.

Det er ingen sag at være på cykelferie, når en elmotor gør det hårde arbejde. Feriepiloterne Camilla og Hanne har testet en række kystnære cykelruter på Sydsjælland og Møn, som har ført dem forbi en bilfri ø, et gin-destilleri, et hav af unikke bed & breakfasts og deres til dato bedste madoplevelse. Her deler de ud af deres bedste tips, så du kan følge i deres fodspor.

”Elcykelferien udmærker sig ved, at man får meget mere med. Man kan se blomsterne i grøftekanten og dyrene på marken. Man kan stoppe op og gøre holdt, hvis der pludselig er en flot udsigt eller en fin butik, det gør man ikke i bil. Vi fandt eksempelvis vej til Hårbølle Havn, hvor vi fik en rigtig god kop kaffe hos Hårbølle Havne Høker. Der var en fantastisk stemning. Vi cyklede også til den lille bilfri ø Nyord, hvor vi kiggede på fugle fra fugletårnet, så Danmarks mindste museum, købte trøffelolie og drak hindbærgin lavet på lokale urter fra Isle of Møn hos Noorbohandelen, der er en virkelig hyggelig café og butik. Det var fantastisk ovenpå en lang cykeltur,” fortæller Hanne, der er en aktiv 60-årig kvinde, som både går i cykel- og vandreklub.

Medvind på cykelstien

”Jeg var på ingen måde skræmt over at skulle på cykelferie, men da jeg så, vi skulle tilbagelægge knap 300 kilometer, tænkte jeg alligevel: Det var langt! Men det føltes bare slet ikke sådan, vi fik god hjælp fra elmotoren. Hverken lår eller lægge var ømme, når dagen var omme. Det var som at have medvind på cykelstien hver dag,” siger hun.

Camilla og Hanne fik stillet to splinternye elcykler til rådighed af Brobike Kalvehave Cykler, som har en særlig sportsindstilling, der gør det legende let at komme over selv stride bakketoppe.

”Jeg har på intet tidspunkt svedt. Da vi kom hjem fra turen, havde vi faktisk begge uafhængigt af hinanden tjekket vores cykeldæk. Vi kunne ikke forstå, det gik så langsomt, så vi troede, de var flade, men det var bare elmotoren, vi manglede,” griner Camilla og mor Hanne i kor.

Feriepiloter - elcykelferie

Foto:Mads Tolstrup

Fra jord til bord

Feriepiloterne er kommet vidt omkring på deres elcykelferie. De har drønet rundt i Møns bakkede landskaber, cyklet langs fjorden ved Præstø og ad de små veje nær Stevns Klint, der er blåstemplet som UNESCO Verdensarv. Undervejs har de haft i alt seks overnatninger på små, unikke bed & breakfasts, og standarden har blæst dem fuldstændigt bagover.

”Værtsparrene fik os virkelig til at føle os godt tilpas. Vi talte i timevis med Philip og Annette fra Jungshoved Præstegaard og Egon og Lene fra Studiegården, der bare havde tabt deres hjerter til det her magiske sted ved vandet på Møn. Samtidig er jeg megafan af kærligheden til det lokale her i området. Hos Holberggård fik vi en sindssygt lækker femretters menu med vin til. Her var alt fra hovedretten med unghane til rabarberdesserten lavet på lokaltdyrkede råvarer. Hos The Norrmans på Stevns var det vegetariske køkken i højsædet, og grøntsagerne kom fra deres egen køkkenhave, mens Villa Huno nær Møns Klint serverede kød fra egne Herefordkvæg. Det var en rigtig gourmet-tur, vi var på,” beretter Camilla og fortæller videre, at hun generelt tænker mere og mere over, hvad hun putter i munden.

Foto:Mads Tolstrup

En uforglemmelig sejltur

Efter syv dage i cykelsadlen har feriepiloterne set masser af varieret, vild natur. Både mor og datter havde før oplevet Møns Klint inden besøget her i sommer. Men denne gang gik de også på opdagelse omkring klinten, bl.a. ved Klinteskoven og Liselund Slotspark.

Også Præstø overraskede de to feriepiloter. Særligt den uspolerede natur ved Jungshoved, den smukke fjord og de hyggelige brostensbelagte gader i midtbyen. Men den største overraskelse af dem alle var Færgen Møn, der sejler fra Kalvehave til Stege.

Foto:Mads Tolstrup

”Jeg havde ingen forventninger til den sejltur, men den viste sig at blive et af højdepunkterne. Færgen Møn bliver drevet af en flok seje, frivillige mænd i 80’erne, som lever for den rute. Dem fik vi en rigtig hyggelig snak med, og så fik vi lov til at komme op i styrehuset og ned i maskinrummet,” fortæller Camilla, der har nydt at komme langt væk fra alfarvejen.

”Det har været en øjenåbner for mig, hvor meget man går glip af, når man kun tager de store highlights. Man skal virkelig huske at komme ud i alle de små afkroge også,” siger hun.

Om Feriepiloterne

Feriepiloter - elcykelferie

Foto:Mads Tolstrup

Camilla Egeborg Møller, 30, og Hanne Karin Møller, 60 år, er mor og datter og elsker at rejse og være aktive sammen. Hanne er blevet førtidspensionist som følge af en hjernerystelse, og det hjælper hende at bevæge sig. I sensommeren har de to udforsket alt fra natur til gastronomi og bed and breakfasts på Sydsjælland og Møn. De har tilbagelagt intet mindre end 300 kilometer i cykelsadlen – godt hjulet på vej af en elmotor.

Share your wonders: