©  Foto:

Turistinformation Rønnebæksholm

Turistinformationen på Rønnebæksholm står klar til at hjælpe dig på din tur rundt på Sydsjælland og Møn

Rønnebæksholm er Næstved kommunes Kunsthal og arbejder på at skabe lokal forankring og udsyn. Igennem tværgående samarbejder rækker Rønnebæksholm ud og stedets faciliteter, inde såvel som ude, muliggør udviklingen af nyskabende kunstneriske og kulturelle programmer af høj kvalitet.

Rønnebæksholms mission er at vække borgernes nysgerrighed og åbenhed, som kan bruges til at forstå og nuancere den samtid, vi befinder os i. Rønnebæksholms tilbyder et aktivt kunstnerisk program af udstillinger og kulturelle arrangementer. Gennem dem understøtter Rønnebæksholm kreativ læring, dannelse og fællesskaber for borgere i alle aldre og uanset baggrund gør kunsten tilgængelig.

Den hvide hovedbygning, opført i nygotisk stil, rummer kunsthal, Børneværksted, café og butik, Maries Rum og residency lejlighed. Billedskolen og Talentskolen holder til i de gamle avlsbygninger ved indgangen til parken.

I Herskabsstalden, den restaurerede vognport og stald, holdes der forskellige arrangementer såsom foredrag, poesi- og samtalesaloner, koncerter og konferencer. Parken og gårdspladsen ved hovedbygningen danner ramme om visninger af skulpturelle værker og begivenheder såsom kunstperformances, vandringer, Havemarked, Sankt Hans, Tak for Venligheden og 8.marts-Kvindernes Internationale Kampdag.

Digterpavillonen “Venligheden”, som Rønnebæksholms ejer Marie Toft lod opføre til sin mand N.F.S. Grundtvig i 1850’erne, ligger i parkens sydøstlige hjørne og huser et permanent værk af Randi & Katrine.

I forlængelse af parken ligger den 6500 m2 store Herregårdshave, som er indrammet af Randi & Katrines værk Portalen. I løbet af året holdes sankedage, plantefarvning, græskardag og Allehelgen. Haven danner ramme om fællesskaber med frivillige, der hjælper til. I de senere år har fokus i Haven været, hvordan er man en herregårdshave, der er relevant i den samtid vi lever i og særligt fokuseret på biodiversitet, bæredygtighed og fællesskaber.

Bag Herregårdshaven er der en stor naturlegeplads, og ved Herskabsstalden finder man Musisk Naturbase med store udendørs musikinstrumenter lavet i sten og træ. Man kan også opleve Rønnebæksholms Lydpark og skulpturelle værker af bl.a. Randi & Katrine, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Søren Aagaard og Monia Sander Haj-Mohammed. 

Der er picnicpladser flere steder i parkområdet og gratis adgang året rundt i både parken og Herregårdshaven.Om Rønnebæksholms historie

I udkanten af Næstved mødes fortid og nutid i idylliske omgivelser på herregården Rønnebæksholm. Rønnebæksholms historie går helt tilbage til 1321, hvor den formentlig var befæstet som en borg og lå godt beskyttet på en holm omgivet af vand og sumpede områder.

Godset har skiftet hænder mellem en lang række adelsmænd gennem årene, og de har sat deres forskellige præg på stedet.

I 1500-tallet var Rønnebæksholm en vigtig medspiller i Kong Christian II’s ønske om at se Danmark som en selvforsynende krudtnation, og lensmanden Gert Bøsseskytte, der dengang boede på Rønnebæksholm, anlagde på kongens opfordring landets første krudtmølle på Rønnebæksholms jorde.

I 1700-tallet husede stedet en berygtet bondeplager - den gale kammerherre Magnus Beringskjold - der lykkeligvis for bønderne begik højforræderi og efter en dramatisk arrestation blev sat i fængsel på Kastellet i København.

Bygningerne er blevet ombygget mange gange, og i 1840’erne, da Harald Toft erhvervede Rønnebæksholm, fik hovedbygningen sit nuværende nygotiske udseende med de kamtakkede gavle, hvidkalkede mure og røde tegl. Harald Toft døde imidlertid inden ombygningen stod færdig, og hans enke Marie Toft fuldførte byggeriet. Hun giftede sig med en af tidens mest fremtrædende åndspersonligheder, N.F.S. Grundtvig, til hvem hun opførte digter-pavillonen Venligheden i parken.

Historien er til stede på Rønnebæksholm og i mange aktiviteter bliver kulturarven levendegjort i en udforskning af samtiden og en gentænkning af historien. Der findes en Lydpark i Parken og Haven på Rønnebæksholm, der igennem 5 lytteposter levendegør nogle af de unikke fortællinger, der er knyttet til den århundrede gamle herregård, have og park. Det gennemgribende manuskript er skrevet af forfatter Ida Marie Hede.

Igennem århundreder har de skiftende ejere bearbejdet bygningerne med respekt for fortiden og med blikket mod fremtiden. Selvom bygningerne i dag rummer en mangfoldighed af kulturelle aktiviteter, er deres oprindelige funktion derfor stadig aflæselig.

I 1994 erhvervede Næstved Kommune avlsbygninger og i 1998 også hovedbygningen.