Hjælp din lokale virksomhed
Derfor opfordrer Carsten Rasmussen alle borgere til at støtte op om det lokale turisterhverv:
”Der er ingen tvivl om, at det er rigtig vigtigt, at vi som borgere støtter op om det lokale. Husk at gå ud at spise, husk at støtte de lokale attraktioner. Køb en ekstra is, når du er i BonBon-Land, for omsætningen hos virksomhederne har virkelig brug for en saltvandsindsprøjtning,” siger han.
”Tag et ekstra weekendophold på nogle af vores lokale hoteller og lej et lokalt sommerhus i stedet for at tage på weekendophold i Paris eller London.”
Bestyrelsesformanden peger på, at Destination SydkystDanmark er på rette vej, når markedsføringsindsatsen bliver fokuseret på nærmarkederne, når krisen bliver afblæst:
”Efterhånden som det her forhåbentlig begynder at aftage, så skal vi være klar med markedsføring, både i forhold til vores lokale marked, men jo også i forhold til nabolandene. Det er vigtigt, at vi slår på vores skønne natur, og de muligheder vi kan tilbyde for at nyde den sammen med familien. Vi har masser af oplevelser, der foregår i det fri: BonBon-Land, Stevns Klint, Møns Klint, Skovtårnet og Slotsparken ved Gavnø er alt sammen seværdigheder, der foregår udendørs, og som du kan nyde, hvis du bare husker dine forholdsregler.
Opfordring til aktørerne
Selv om krisen kradser, så har Carsten Rasmussen et håb om, at de lokale turistvirksomheder trods alt kan bevare humøret og udnytter ventetiden konstruktivt.
”Vores virksomheder skal selvfølgelig prøve at begrænse skaderne her og nu, og så gøre sig endnu mere klar til, at vi får lov til at gå ud igen. Så vi er klar til en forhåbentlig travl sommer- og efterårssæson. Sørg for, at gæsterne får en endnu bedre oplevelse, når de kommer tilbage. På den lange bane skal vi jo leve af service, service, service,” slutter Carsten Rasmussen.