Deluxeruten

Foto: Kim Matthai Leland

160 km cykelferie spækket med unikke naturoplevelser, hvor eksklusive madoplevelserne og overnatningsstederne giver de kvalitetsbevidste cyklister en helt perfekt cykelferie på Sydsjælland & Møn.

For den kvalitetsbevidste cykelgæst er her en tur, hvor madoplevelser og overnatningssteder er af højeste kvalitet. Samlet set 160 km, der bringer dig forbi Sydsjælland & Møns mest eksklusive overnatningssteder og restauranter, hvor der er kræset lidt ekstra for detaljerne. Gå ikke glip af et besøg på Hotel Frederiksminde, der flere år i træk er hædret med Michelin stjerne. 

Ferien starter og slutter i Næstved, hvor det er muligt at parkere sin bil eller komme til og fra med tog fra København og resten af landet.

    Deluxruten

    Se hele Deluxruten her!

    Foto: Destination SydkystDanmark

    Etape beskrivelse

    Foto:Tue Schiørring Fotografi

    Etape 1 Næstved – Præstø, 32 km

    Etape 1 bringer jer fra Næstved til Præstø af regional rute 54. Hvis I har mod på lidt ekstra kilometer den første dag, så er det oplagt at starte med en lille omvej forbi rokokoslottet, Gavnø Slot (12 km). På vejen mod Præstø passerer I det historiske Rønnebæksholm Gods, der i dag fungerer som kunstgalleri. I slutter i den hyggelige købstad, Præstø. Gå en tur i byen med de brostensbelagte gader eller slap af med et godt glas vin på havnen, inden I tjekker ind på Hotel Frederiksminde, hvor I kan nyde Michelin restaurantens udsøgte madoplevelse. Alternativt kan I overnatte på romantiske Jungshoved Præstegård, der ligger blot 9 km fra Præstø.

    Foto:Destination SydkystDanmark

    Etape 2 Præstø – Rødvig, 39 km

    Etapen bringer jer langs den Sjællandske østkyst til den hyggelige havneby Rødvig og UNESCO Verdensarv Stevns Klint. På vejen passerer I bl.a. halvøen Feddet med en af Danmarks bedste badestrande, Strandskoven Sibirien eller Vemmetofte Kloster, der alle indbyder til at stop og en pause fra pedalerne. Tag en afstikker af panoramarute 425 til Faxe Kalkbrud og Geomuseum Faxe, hvor i kan nyde udsigten over kalkbruddet fra udsigtsplatformen, Prismet. I Rødvig tjekker I ind på Rødvig Kro og Badehotel, der i 2019 er kåret til Danmarks Bedste Badehotel. Her mærker I straks den afslappede og personlige atmosfære. Slut dagen af med et dejligt måltid med udsigt til Stevns Klint.

    Foto:The Norrmans

    Etape 3 Rødvig – Klippinge, 26 km

    Etapen går langs UNESCO Verdensarv Stevns Klint, som byder på en perlerække af naturskønne oplevelser. Nyd en dukkert på stranden i Rødvig, gør et stop i Boesdal Kalkbrud, Højerup gl. Kirke eller ved Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der gemmer på Danmarks største krigshemmelighed. I slutter dagen på det populære The Norrmans Boutique Bed & Breakfast – et æstetisk overnatningssted, hvor intet er overladt til tilfældighederne – og et sted, hvor I nyder aftensmaden sammen med de andre gæster omkring langbordet til ”social dining”. Alternativt kan I fortsætte 12 km til Vallø Slotskro, hvor I kan overnatte på en idyllisk kro og nyde aftensmaden fra et køkken af høj klasse, der bl.a. er anerkendt i White Guide Danmark og Den Danske Spiseguide.

    Foto:4onceinyourlife

    Etape 4 Klippinge – Gisselfeld, 43 km

    På fjerde etape cykler I mod Gisselfeld området, hvor I både finder Gisselfeld Kloster, Orangeriet paradehuset i slotsparken og Camp Adventure. På Camp Adventure kan I opleve Danmarks nye topattraktion – det 45 meter høje Skovtårn, hvorfra I kan nyde udsigten over hele Sydsjælland.  I kan f.eks. spise ved Villa Gallina og overnatte på Hesede Hovedgård, hvor I også finder både brugskunstbutikken Veras Verden og eget kafferisteri. Alternativt kan I nyde en middag på Rønnede Kro og overnatte på Edelsminde B&B.

    Foto:Museum Sydøstdanmark

    Etape 5 Gisselfeld - Næstved

    Den sidste etape bringer jer fra Gisselfeld og tilbage til Næstved, hvor I startede. På vejen kommer I forbi det nye Holmegård Værk – et oplevelsescenter med bl.a. glas og keramikudstillinger fra de danske design brands Holmegaard og Kähler. Herfra videre til Næstved, hvor I kan nyde feriens sidste middag på gourmetrestauranten B-spis og overnatte på det charmerende Hotel Kirstine. Besøget I Næstved kan naturligvis krydres med shopping i byens mange specialbutikker eller en rundtur i gaderne og udforske Næstved Kunstby, der byder på udsmykning af byens gemte og glemte gavle af internationale kunstnere.

    Overnat, oplev og få hjælp

    Overnatningsmuligheder, skønne oplevelser og kyndige turistinformationer er placeret langs hele ruten. I boksene herunder har vi samlet de mest lige til steder, som følger ruten, så I nemt og tilpasset jeres behov kan finde de bedste steder for jeres tur.