Gør unikke indkøb hos Sydsjællands og Møns gallerier og kunsthåndværkere

Unikke souvenirs - kunst og kunsthåndværk

Er I på jagt efter en unik souvenir fra Sydsjælland eller Møn, som godt må stå fremme, når I kommer hjem, skulle I lægge vejen forbi en af områdets lokale kunsthåndværkere eller et af de mange gallerier, der holder til i det sydsjællandske. Eller tag et smut forbi det mere end 175 år gamle Kähler værksted, hvis produkter er mere populære end nogensinde. Uanset om I er på jagt efter noget til eget brug, eller det er til en gave, skal I nok kunne finde et unika, der kan sprede glæde.

Kähler

En del af det historiske Kähler-værksted i Næstved huser i dag en flagship store, hvor I kan se og købe alle de forskellige Kähler-produkter. I fornemmer virkelig historiens vingesus, når I bevæger jer rundt i den nænsomt renoverede værkstedsbygning, så glæd jer til en helt unik shopping-oplevelse.

I kan også tage med på en guidet tur og få historien om den mere end 175 år gamle keramiske fabrik. Eller I kan deltage i et malerkursus på det gamle værksted og skabe jeres egen helt unikke Omaggio-vase. 

Bodil Keramik

I Magleby på Møn kan I besøge Bodil Keramik, der blandt andet producerer brugsting som tepotter, fade, skåle, kopper og vaser som håndrejet keramik. Hankene bliver håndtrukne, tudene til tekanderne drejet og modelleret på, så her er alt håndarbejde. I værkstedet bliver der kun solgt ting af egen produktion. Værkstedet er åbent for grupper efter aftale.

Heidi Fournier - billedkunst og keramik 

Tager I til Vridsløse lidt udenfor Næstved, kan I besøge keramikeren og kunstmaleren Heidi Fournier. Her kan I ikke bare erhverve jer kunstnerens unika-keramik og malerier, men også vælge et stykke keramik og efterfølgende selv male det under kyndig vejledning af Heidi Fournier. Det er også muligt at afholde private arrangementer som polterabends, fødselsdage, firmaudflugter eller hyggeture med vennerne på værkstedet, som holder almindeligt åbent første og sidste weekend hver måned.

Det ny Holmegaard 

Holmegaards Glasværks historie startede i 1825 i Fensmark lidt udenfor Næstved. Glasværket voksede hurtigt og blev næsten en helt lille landsby med tørvehaller, selvstændige kontorbygninger, atelier, arbejderboliger og skole. I 2018 indvies Det ny Holmegaard i de gamle bygninger, hvilket blandt andet kommer til at inkludere et moderne og højteknologisk kulturhistorisk museum med fokus på de kreative fags historie. Her bliver eksperimentarium, udstillinger – blandt andet af Nordens største glassamling - levende værksteder, brandstore og cafe, så der er med andre ord rigtig meget at glæde sig til.

Gallerier på Sydsjælland og Møn 

Besøg et af Sydsjællands og Møns mange gallerier og få en intim kunstoplevelse  – og måske et kunstværk med hjem til privaten. Her er chancen for at møde den lokale kunst og måske kunstneren selv, men også muligheden for at stifte bekendtskab med navne fra andre dele af landet eller det store udland. 

På Rønnebæksholm, der ligger lidt uden for Næstved, får I ikke bare en udstillingsoplevelse, men også mulighed for at besøge kunstværkstedet, husets café, deltage i et musikarrangement eller i en af de mange andre events, der finder sted.  

Galleri Emmaus ligger centralt i Haslev, i den tidligere højskolebygning. Her finder I et udvalg af moderne og klassisk kunst. Galleriet har mere end 30 anerkendte kunstnere tilknyttet, og får løbende gæsteudstillere på besøg. 

Midt i Stege by på Møn, ligger Liza's Gallery, der drives af kunstnerparret Rupert Sutton og Liza Krügermeier. Her er skiftende udstillinger året rundt md en blanding af danske og udenlandske kunstnere på plakaten. 

Ikke langt fra Stege, i Fanefjord, kan I opleve international samtidskunst i Kunsthal 44 Møen. Udstillingsstedet har et tæt samarbejde med såvel lokale som internationale kunstnere og præsenterer over året mange forskellige typer af udstillinger.

 

Læs mere om shopping på Sydsjælland og Møn

Del denne side