bonbon-land-skildpadden-soeloeven-forlystelser-tema-park-sydsjaelland

Temaparker og forlystelser

SydkystDanmark indeholder forlystelser og temaparker for alle aldre. Leder I efter eventyrlige oplevelser, hjernevridere eller vilde forlystelser? Sydsjælland og Møn har det hele. Her begynder barndomsminderne!

Hvis vi siger BonBon-Land, behøver vi vel næsten ikke at sige meget mere for at få klokkerne til at ringe. Den velkendte forlystelsespark i Holme-Olstrup nær Næstved, byder hvert år velkommen til liv og glade dage i parken. Her er forlystelser for børn i alle aldre, og masser af hyggelige legepladser- og områder hvor børnene kan rende og lege. I parken er der gode forhold og muligheder for at købe frokost eller spise sin medbragte picnickurv. Alle forlystelser er gratis når indgangen er betalt. Som noget helt særligt kan man opleve den første interaktive VR-oplevelse i en rutsjebane i Danmark - nemlig VR-nyheden "Den Hemmelige Verden". Nyd en hyggelig dag her i sjove rammer med familien!

I Kalvehave ligger en udfordring for børn og voksne i alle aldre. Kalvehave Labyrintpark har forskellige labyrinter med individuelle sværhedsgrader, samt 3D-puslespil og andre hjernevridere. Her er mulighed for at medbringe egen mad, men ellers kan der købes i den hyggelige café og butik, hvor der også kan findes mange gode gaveidéer. 

Når Danmarks første teaterpark slår dørene op for denne sæson, er det med levende H.C. Andersen fortællinger. I H.C. Andersens Verden ved Præstø, kan I både se, høre, mærke og spille de velkendte eventyr af den anerkendte forfatter. Mød de mange forskellige figurer fra eventyrerne, gå på opdagelse i prinsessens slot, klæd jer ud og meget, meget mere. I kommer ikke til at kede jer i familieparken hvor alt kan ske!

Ikke langt fra den eventyrlige verden ligger Faxe Ladeplads Miniby & Park. Som i et eventyr kan I gå blandt de små huse og bygninger, hvor selv de mindste børn vil se kæmpestore ud. Husene i den gamle by er nøjagtigt gengivet ned til mindste detalje, og der kommer hele tiden nye huse og bygninger til byen. Ved siden af byen kan I også spille minigolf, og ikke langt derfra kan I besøge det arbejdende værksted, hvor I kan se hvordan bygningerne bliver til. I minibyen må egen mad medtages. 

Hvis vejret svigter, er I på den sikre side. I Næstved er der stadig mulighed for at få dagen til at gå med sjove aktiviteter og indendørs forlystelser. I Næstved Legeland er der både store og små rutschebaner, hoppeborge, junglebaner, boldborge, forhindringsbaner og meget mere. I kan sågar dyste mod hinanden i legelandets mange muligheder! Her er alt andet end kedeligt, og I kan nyde jeres medbragte mad i legelandet, eller købe en frisk sandwich, is, specialkaffe og meget andet i caféen. Alle forlystelser er gratis når indgangen er betalt. 

Her begynder barndomsminderne!

Del denne side