Mød én af SydkystDanmarks ildsjæle: Jonas Mikkelsen

Køkkenchef på Hotel Frederiksminde

Når Jonas Mikkelsen går ud af havelågen om morgenen for at tage på arbejde, kunne han være hvem som helst. Sorte jeans, hvide sneakers, jakke, laptop-taske i hånden.
Men turen på arbejde er anderledes end de fleste andres. Der er vel ca. 150 meters spadseretur til køkkenet på Hotel Frederiksminde fra Jonas’ hoveddør.

På vejen derhen har Jonas på den ene side Præstø bugt, med det store vue og lange flade vand, havnen og stranden - og på den anden side de smukke, klassiske og moderniserede byhuse, der ligger side om side i det brostensbelagte bycentrum. Idyllen, roen og naturen helt tæt på.

Jonas Mikkelsen

”Det der gør det specielt at arbejde som top-kok i en by som Præstø, er helt klart de her omgivelser. Det at vi kan arbejde med tingene, både fra naturen, vores egen køkkenhave og selvfølgelig fra havet så tæt på giver en masse inspiration og skaber virkelig en ro.”  Jonas Mikkelsen, Køkkenchef Hotel Frederiksminde.

De lokale morgenbadere og hundeluftere hilser venligt når de møder ham – de ved godt hvem Jonas Mikkelsen er. Jonas, der er i spidsen for resten af teamet på Hotel Frederiksminde, er om noget blevet symbolet på den udvikling og den forandring, som det klassiske hotel har gennemgået de seneste små 10 år. Fra foreningsdrevet lokalt hotel – til eksklusivt, Michelin hædret, gastronomisk højdepunkt.

Præstø er en lille havneby og gammel købstad i Sydsjælland med 4500 indbyggere. Placeret imellem Faxe Bugt og Møn som en lille skjult perle langs den bugtede kystlinje. En by med en gågade, rigelige indkøbsmuligheder, en vuggende lystbådehavn med maritimt småerhverv, lokal roklub og ombyggede pakhuse på molen.

Præstø by

Men Præstø er også en by, der forvandler sig. I takt med forårets lysere dage begynder gæsterne at gøre deres indtog. De kommer kørende og sejlende fra nær og fjern og puster endnu mere liv i både havn, gader og stræder, der henover sommerperioden summer af musik, mad og ude liv – og så altså en Michelin restaurant på spidsen af bugten, som kronen på værket.

Jonas' vej til Præstø var tilfældig. Efter forskellige jobs som kokkeelev nåede Jonas kun at have tre måneder som køkkenchef i København før end restauranten var tvunget til at lukke. Jonas blev anbefalet at køre en tur sydpå til Præstø og faldt pladask for stedet og ikke mindst muligheden for at skabe sit eget univers i køkkenet. En kæmpe udfordring, bevares, men en kæmpe mulighed. 

”Jeg finder roen ved at gå i skoven og plukke urter eller hente svampe, være nede ved vandet og plukke tangurt eller planter som vi bruger i køkkenet eller til anretning – det her med at kunne slå hjernen fra og bare være ude id det, det gør noget ved en både som menneske og som kok” Jonas Mikkelsen, Køkkenchef, Hotel Frederiksminde.

I dag er Jonas en af de lokale. 150 meter nede ad vejen fra Hotel Frederiksminde bor Jonas nu med sin hustru og sine to små børn i et smukt istandsat byhus. Herfra leves livet med langsomme morgener, badeture lige udenfor døren, ture i skoven og selvfølgelig rigeligt med eksperimenter i køkkenet derhjemme. Jonas Mikkelsen kan ikke lade være.

Se Jonas' historie her:

Musik af: chriszabriskie.com/

Del denne side