valloe-kloster-stevns-slot-sydsjaelland

Kulturelle oplevelser i SydkystDanmark

I SydkystDanmark er der rig mulighed for en kulturel ferie. Med adskillige slotte & herregårde, alskens gallerier, museer og kirker, kommer I ikke forgæves hvis I gerne vil forkæles med en kulturel oplevelse. Her begynder kulturen!

Slotte og herregårde i SydkystDanmark

Her på Sydsjælland finder du nogle af de smukkeste slotte og herregårde. Historisk og nærmest eventyrligt pryder de landskabet. Nogle er åbne for offentligheden eller med guider, mens andre kun er til offentlige besøg ved helt særlige arrangementer. På Møn kan du sågar overnatte i Liselund Ny Slot, tæt ud til Møns Klint. Andre steder kan du komme på guidet rundvisning eller gå en tur rundt på egen hånd, som på Gavnø Slot ikke langt fra Næstved. Endvidere er der Gisselfeld Kloster, som afholder særlige arrangementer i løbet af året.

Gallerier og kunstarter

Kulturel ferie for par

Her i destinationen sikres jeres kulturelle oplevelse også gennem vores mange kunstgallerier. Med et stort udvalg, og mange forskellige kunstarter, vil der med garanti være noget for enhver smag. 
Rønnebæksholm lidt uden for Næstved, vil I opdage at mulighederne er mange. I kan ikke blot gå på opdagelse i den nuværende udstilling - her findes nemlig også et kunstværksted, en café, musikarrangementer og en masse andre arrangementer. Her er plads til udfoldelser, og I kan med fordel sætte ekstra tid af til jeres besøg, så I er sikre på at nå det hele. 
Galleri Emmaus ligger centralt i Haslev, i den gamle højskole. Her finder I et udvalg af moderne og klassisk kunst, som kan betage jer. I kan sågar købe kunsten med hjem, hvis I ikke kan modstå den. Galleriet har mere end 30 anerkendte kunstnere tilknyttet, og får løbende gæsteudstillere på besøg. 
Midt i Stege by på Møn, ligger Liza's Gallery. Det drives af det skønne kunstnerpar, Rupert Sutton og Liza Krügermeier. Her findes malerier og kunstværker for enhver, med skiftende udstillinger året rundt og en blanding af danske og udenladnske kunstere. 
Ikke langt fra Stege, i Fanefjord, udstilles den internationale samtidskunst i Kunsthal 44 Møen. Et internationalt udstillingssted der bygger på et tæt samarbejde mellem Møns bosiddende kunstnere, og kunstnere fra hele verden. 
Også i den Gl. Arrest i Præstø, forefindes forskellige malerier, som skabes i 4 mandscellen. Malerierne udstilles i hele underetagen i den Gl. Arrest, og ved særarrangementer som eksempelvis Fransk Forår, inviteres andre kunstnere til at udstille i bygningen. 

Spændende museumsoplevelser

GeoCenter Møns Klint

Udsigten over den gamle kongeby, fra et gammelt historisk tårn - Gåsetårnet. Hvordan lyder det? Danmarks Borgcenter ligger i midten af Vordingborg, og byder på en masse spændende historier og fortællinger om dengang Vordingborg var en af de helt store magtcentraler i Danmark. Med udsigten udover ruinerne, byen, havnen og det skønne naturområde ved Oringe, er stedet perfekt placeret til jer der søger kulturelle oplevelser i fantastiske omgivelser. 
GeoCenter Møns Klint, er som navnet antyder, placeret lige ud til Møns Klint. Med den unikke fortælling om dinosaurere og Danmarks historie, er GeoCenteret helt klart et besøg værd. Interaktive udstillinger, en hyggelig café og naturligvis Møns Klint, gør stedet helt specielt. Når I er færdige med at kigge på udstillingerne, så snyd ikke jer selv for et stykke Danmarks- og verdenshistorie og bed om at få en guide med på en tur ned langs klinten, så I kan få hele oplevelsen med.
Stevns Museum finder I historien om den unikke geologi ved Stevns Klint og hvordan man i mange, mange hundrede år har levet med og af klinten. Stevns Klint er blevet optaget på UNESCOs Verdensnaturarvliste, og er dermed unik for hele verden. Den historie der præger Stevns Klint er naturligvis hvordan halvdelen af alle dyrearter døde her omkring for 65,5 millioner år siden. I kan naturligvis høre meget mere om dette og se det i udstillingen på Stevns Museum. Det er fascinerende!
I Faxe finder I Geomuseum Faxe og naturligvis Faxe Kalkbrud. Stedet vidner om et helt anderledes liv, end det vi kender i dag. For 65 millioner år siden, var store dele af Europa dækket af vand, inklusiv Faxe. Her i vandet boede krokodiller, hajer og 500 andre slags dyr. På Geomuseum Faxe kan I få hele historien og se de mange fossiler, der er blevet fundet i området. Vil I selv på opdagelse, så tag en tur ned i Faxe Kalkbrud og se om ikke I kan finde jeres egne fossiler.
Er I mere typerne der har benzin i blodet, og dyrker den kulturelle arv blandt biler og andre køretøjer? Hvad siger I så til 3400 m2 biler, motorcykler, fly og meget andet? Næstved Automobilmuseum er stedet der samler alt dette. Med de mange klassiske køretøjer og de flotte udstillinger, er der mulighed for at få udlevet en barnedrøm.  

Kirker og gavlmalerier

Gavlmaleri Næstved

To ting man normalt ikke forbinder. Ikke desto mindre kan du støde på begge dele med få meters mellemrum i Næstved. Gavlmalerierne i Næstved tages imod med åbne arme, og anses som en nutidig og moderne kunstart, der er med til at gøre byen til noget særligt. 
Næstved Kunstby Folder giver et overblik over de mange gavlmalerier i byen, hvor de findes og hvem de dygtige kunstnere er. 
SydkystDanmark er beriget med malerier af den ene eller andens slags - og kirker, nye som gamle, og historien er unik for hver og en. I Fanefjord Kirke er kalkmalerierne noget helt særligt, og fortæller en dramatisk historie. Lær meget mere om historien i kirken selv, eller spørg hvis I støder på en af de dygtige folk omkring kirken. 
Vor Frue Kirke i Vordingborg, er meget mere end bare en kirke. Man kan nærmest kalde det et koncertsted, med alle de mange arrangementer, kordage og mindre koncerter der afholdes her. Her emmer af kærlighed og hygge på sådan en aften, hvor folk samles for at lytte til de smukke toner og den skønne sang i kirkens helt særlige klang.

Her begynder kulturen! Velkommen.

Del denne side