Der var klapsalver, blomster og brede smil, da SydkystDanmark onsdag kom på uanmeldt besøg hos vinderne af SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ og Ildsjæl 2020.
Det blev Næstved-kometen Holmegaard Værk, som fik stor international opmærksomhed, da de i 2020 slog dørene op til Danmarks nye centrum for kunst og kultur, der tog prisen som Bedste Turismeinitiativ.
Efter mere end et årti med slukkede ovne, er de stolte, gamle håndværkstraditioner nemlig igen blevet vækket til live i Holmegaard, og selvom der var tæt løb blandt de nominerede, så var juryen ikke et sekund i tvivl, da det spidsede til: Holmegaard Værk er gennemført på alle leder og kanter og bliver utvivlsomt destinationens nye, store turistmagnet. Derfor er Holmegaard Værk vinder af SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ 2020.
”Det er et stort skulderklap, men jeg var også blevet skuffet, hvis ikke vi havde vundet,” indrømmer museumsdirektør Keld Møller Hansen med henvisning til den store indsats, der er lagt i åbningen af museet.
Sidste år havde Holmegaard Værk 76.000 besøgende, og det var vel og mærke i et coronaår, hvor de i perioder har været tvangslukket. Museumsdirektøren lægger da heller ikke skjul på, at ambitionerne for fremtiden er tårnhøje.
”Vores ambition er at lave et Louisiana her. Altså et museum, der får flere og flere besøgende for hvert år, der går. Vi tror på, at vi kan gøre det, for der er så meget potentiale, vi ikke har udnyttet endnu, som f.eks. mosen lige i baghaven. Plus at vi har 700-800 kvadratmeter til internationale særudstillinger. I år har vi Jim Lyngvild på plakaten, men bare vent, når vi om et par måneder offentliggør, hvad vi kommer med næste år, så skal I bare se. Større bliver det ikke,” siger Keld Møller Hansen og peger på, at Holmegaard Værk også nyder godt af nærliggende Skovtårnets årligt 360.000 besøgende.
Carsten Rasmussen, der er borgmester i Næstved (S) og en del af den jury, der har besluttet, hvem der løber med de to priser, er også henrykt over den afsmittende effekt, det har på det lokale erhvervsliv, når en mastodont som Holmegaard Værk slår dørene op.
”Der kommer ikke trækplastre af den her kaliber hvert år. Holmegaard Værk er en turistmagnet uden lige, og det smitter af på det lokale erhverv og turismeomsætningen i Næstved by generelt. Museet er en vigtig brik, når det kommer til at gøre destinationen attraktiv,” siger Carsten Rasmussen, der overrakte prisen.
Holmegaard vandt foran et stærkt felt af lokale initiativtagere som Hotel Frederiksminde, Camp Adventure Glamping, Klinten Boattours, Café Mad & Ro og Rosenfeldt.
Det er femte år i træk, at prisen SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ uddeles, og turismeerhvervet har på vanlig vis haft mulighed for at indstille hinanden på kryds og tværs. For at komme i betragtning til prisen er det et krav, at man som virksomhed, organisation eller forening har sat initiativer i værk, der har skabt vækst og positiv omtale for destinationens turismeindustri.