Skab tryghed om danskernes økonomi
Hos destinationens største overnatningssted Feddet Strand Resort er året startet godt. Lige nu ligger campingpladsen lidt foran på antal bookinger sammenlignet med sidste år, men der er stadig stor usikkerhed omkring, hvad krigen i Ukraine og de stigende benzin- og energipriser får af betydning for både de danske og udenlandske turisters ferievaner og rejselyst. De tyske bookinger er gået en anelse i stå, efter der udbrød krig i Europa, fortæller Kasper Kristensen, der er adm. chef på Feddet Strand Resort.
”Jeg har en tro på, at det nok skal blive en ok sæson, men det er sindssygt svært at spå om. Det kan både blive en dreng og pige,” siger han.
Allerede nu mærker campingpladsen dog, at kampen om turisterne er hård.
”Vi kommer til at kæmpe mere for kunderne end tidligere år. I øjeblikket bruger vi tre gange så mange annoncekroner på Google for at kapre de kunder, der er i markedet,” fortæller Kasper Kristensen.
Når danskere og europæere skal have flere penge op af lommen til både varmeregning og dagligvarer, så skal der spares andre steder. På Feddet Strand Resort frygter man, at det bliver på ferien. Særligt i luksuskategorien, som de befinder sig i.
”Vi kan risikere, at gæsterne nedprioriterer luksusvaner. Jeg tror, vi kommer til at se, at mange danskere dropper charterugen sydpå og tager en miniferie i Danmark i stedet. Heldigvis vil mange strække sig langt for at holde ferie sammen, fordi det er familiens samlingspunkt,” siger Kasper Kristensen og tilføjer, at han håber på en udstrakt hånd fra Christiansborg.
”Fra politisk hånd kan man skabe ro omkring danskernes økonomi. De skal føle sig trygge og kunne betale deres faste regninger, så de tør booke en ferie.”
Men der er også lokale aktører på Sydsjælland og Møn, for hvem den kommende sommersæson ser meget lovende ud. Rødvig Kro & Badehotel rider på en bølge af succes efter atter at være blevet kåret til Danmarks Bedste Badehotel og kan derfor melde tæt på udsolgt i de kommende sommermåneder. Og forlystelsesparken BonBon-Land forventer, at 2022 bliver et særdeles godt år, nøjagtigt ligesom sidste år. De stigende energipriser vil få flere danskere til at blive hjemme og lægge vejen forbi Holme Olstrup, spår de.