Gå til indhold
Killjoy

TikTok-superstjerne skal gøre Sydsjælland og Møn kendt i det store udland

28.8.2022
Foto: Destination SydkystDanmark

Kelly Louise Killjoy har 1,2 mio. følgere på det sociale medie TikTok.

Kelly Louise Killjoys sketches om de nordiske lande storhitter på TikTok, hvor den 30-årige dansker fra Fredericia har intet mindre end 1,2 millioner følgere.

Hun er så stort et navn på det sociale medie, at hun bliver genkendt på gaden – også i udlandet – at hun sælger merchandise i eget navn, og at giganter som Netflix og Spotify står i kø for at samarbejde med den populære indholdsskaber.  

Netop nu er social media-stjernen på visit på Sydsjælland og Møn. Destination SydkystDanmark har nemlig indgået et samarbejde med Kelly Louise Killjoy, der bærer det borgerlige navn Louise Rindal. Hun skal skabe unikt indhold fra nogle af områdets helt store turistattraktioner – heriblandt Gavnø Slot, Camp Adventure, GeoCenter Møns Klint, Geomuseum Faxe og Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

”Tiktokkerne er vor tids rockstjerner. Kelly Louise Killjoy har et massivt publikum, som rækker langt ud over Danmarks grænser. I det store udland er Sydsjælland og Møn en lille plet på landkortet, så vi er nødt til at være kreative, hvis vi vil tiltrække nye turister og ramme fremtidens forbrugere,” siger Mike Olesen, der er marketingchef i destination SydkystDanmark.

Kelly Louise Killjoy er særligt kendt for sine humoristiske videoer, hvor hun på sjov og utraditionel vis sætter spot på dansk, svensk, norsk, islandsk og finsk sprog – og de kulturelle forskelle landene imellem.

På sin rundtur i Destination SydkystDanmark skal tiktokkeren hente inspiration til en række videoer, som skal vise området frem fra en helt ny side, der appellerer til et ungt publikum med rødder i nationer som USA, Sverige, Finland og Danmark.

Tiktokkeren leger med tanken om at inddrage gamle myter og historiske beretninger fra attraktionerne i sine videoer. For tiden hitter indhold om forladte steder på TikTok, så det er også en mulig vinkel, hun overvejer at afsøge. Men præcis hvad Kelly Louise Killjoy får ud af sit besøg, skal man tune ind på hendes TikTok-kanal for at finde ud af i de kommende uger.

Social media-stjernen live-rapporterer også undervejs på sin Instagram-profil med mere end 100.000 følgere, og turen gennem SydkystDanmark tilbagelægger hun i sin egen elbil med gemalen Frederik Studsgaard ved sin side.

Frederik er fast guitarist på musicalforestillinger sat op af foreningen Musikteater Næstved og bor i byen nogle uger om året, så for ham er området ikke helt ukendt terræn. Det er det til gengæld for hans bedre halvdel.

Share your wonders: