Signe Kankelborg

Strikkedronninger skal lokke turister fra hele Norden til Sydsjælland og Møn

28.10.2021
Foto: Signe Kankelborg

De senere år er det piblet frem med strik-influencers med hundrede tusindvis af loyale følgere i ryggen. Nu gæster to af dem SydkystDanmark for at sætte spot på destinationen med de unikke oplevelser syd for København.

Da coronapandemien lukkede landet ned, var det med ét slut med biografture, cafébesøg og fester. Hver og en var vi forvist til hjemmets fire vægge, og som ugerne gik, begyndte kedsomheden at indfinde sig i de danske hjem. Det fik i stor stil danskerne til at kaste sig over hjemlige sysler såsom surdejsbagning, brætspil og ikke mindst – at gribe ud efter strikkepindene og kreere alt fra uldveste til børnetøj. Og det har givet strik-influencerne vind i sejlene.

Derfor har Destination SydkystDanmark allieret sig med to af Danmarks ukronede strikkedronninger Mille Fryd, der står bag Instagram-profilen @millefrydknitwear, og i 2018 udgav strikopskriften på #SorbetCardigan, som blev en supersucces, der har mere end 20.000 hashtags på Instagram, og Signe Kamper Kankelborg, der er den kreative hjerne bag @plummum.

”Engang var strik noget, gamle koner fordrev tiden med, men nu slår kvinder i alle aldre masker op på livet løs. Strik er blevet en megatrend – ikke kun i Danmark, men i hele Norden. @millefrydknitwear og @plummum har en stor følgerskare fra Danmark, Norge og Sverige og formår at tryllebinde særligt kvinder med deres lækre indhold, der emmer af skandinavisk hygge,” siger Simone Brandt Hald, der er ansvarlig for influencer-samarbejder i Destination SydkystDanmark.

Til sammen har de to strik-influencere knap 125.000 følgere på Instagram, og hovedparten af følgerne er storbykvinder og mødre i alderen 25-54 år. I november sætter de sammen med deres mænd og børn kurs mod Sydsjælland og Møn.

”@millefrydknitwear og @plummum er mestre i at kanalisere hyggen ud gennem skærmen. Vi har store forventninger til, at deres besøg vil kaste nogle smukke, stemningsfulde billeder af sig, som viser særligt SydkystDanmarks indendørsattraktioner frem fra deres bedste side på den her årstid. Vi håber, at det kan inspirere Mille og Signes følgere til at følge i deres fodspor,” understreger Simone Brandt Hald.

Influencerne skal hver især på et tredages visit og har børn i alderen 6-13 år med på rundtur. Programmet byder bl.a. på Danmarks største julemarked på Gavnø Slot, museumsbesøg på glasværket Holmegaard Værk, overnatning hos Bakkelund bed & breakfast, en guidet Dark Sky tur i nattemørket på Møn, besøg hos det biodynamiske spisehus Muldiverset uden for Præstø og juleshopping hos livsstilsbutikken Veras Verden ved Gisselfeld.

Følg med hos @millefrydknitwear, der sammen med sin familie indtager Møn fra den 4.-6. november. Ugen efter fra den 12.-14. november kan interesserede følge med hos @plummum, som har turstart på Stevns. I foråret 2022 gæster endnu en stor, dansk influencer Destination SydkystDanmark, så her bliver der rig mulighed for at vise flere af destinationens små og store perler frem.

Mille Fryd

Foto:Mille Fryd