En på opleveren
For Vesterhave Vingård nær Næstved blev løsningen på de mange ekstra besøgende en audio walk i vinmarken. Gæsterne scanner ganske enkelt en QR-kode, og vupti, så har de vinbonden direkte i øregangene som podcast.
”De fleste livsnydere, der er lidt oppe i alderen, har en smartphone, men de er ikke nødvendigvis tekniske vidundere. Derfor har vi gjort det så enkelt som muligt,” forklarer Jesper Rye om kernemålgruppen.
På oplevelsesruten får man historien om vingården, den økologiske produktion og unikke placering ved Smålandshavet, mens man går rundt under vinrankerne. Turen slutter med en lille skattejagt, og det hele er ganske gratis.
Hos Birthesminde skal fortælleskilte bane vej for den grønne formidling. Langs oplevelsesruten bliver gæsterne klogere på grisenes levevis og den bæredygtige filosofi bag griseproduktionen. For eksempel går grisene hos deres mor, til hun ikke har mere mælk, de går på friland, indtil de skal slagtes, og bliver fodret med øl- og brødrester fra Herslev Bryghus og restauranten Il Buco.
”Grisene spiser faktisk bedre, end jeg gør,” griner Maria Bojsen og fortæller, at der ikke er tale om en klappezoo, da der er strikse regler for hygiejne, når man har med produktionsdyr at gøre. Men både børn og voksne kan komme og se grisene og smage på varerne i den nyopførte café.
”Vi har fundet ud af, at formidling er en rigtig vigtig del af at gøre det, vi gør. Kun sådan bliver der flere af sådan nogen som os, så vi kan være foregangsmænd for, hvordan landbruget kan se ud i fremtiden,” siger griseavleren.
Derudover har Birthesminde også fået økonomisk støtte til at opføre skilte til café, picnicområde og legeplads.
Ifølge Martin HH Bender, der er direktør i Destination SydkystDanmark, som er en del af Væksttur 20/21, rummer oplevelsesruterne et stort turismepotentiale.
”Vesterhave Vingård ligger nær de populære sommerhusområde Karrebæksminde, som massevis af børnefamilier og pensionister strømmer til året rundt. Så publikummet er der allerede, og efter et par dages indendørshygge med brætspil og unger, der kravler på væggene, trænger de til at komme ud i den friske luft. Oplevelsesruterne forvandler fødevareproducenter til turistattraktioner på linje med den lokale minigolfbane og giver sommerhusgæsterne mulighed for at komme ud og smage på egnen,” siger direktøren.