Gavlmaleri LIMPO

Ny street art festival ser dagens lys: ”Alle starter med at skrive motherfucker på et busskur”

27.5.2021
Foto: Foto: Thomas Ix, Gavlmaleri: LIMPO

Sammen med metropoler som Berlin og New York ligger Næstved i den absolutte superliga inden for graffitikunst. Nu får byen sin egen festival, og det første nye gavlmaleri er allerede poppet op i bybilledet.

Af Simone Brandt Hald

Fem meter over jorden har den internationalt anerkendte graffitikunstner HERA netop malet de første penselstrøg på et gavlmaleri, der om et lille døgns tid skal forestille en lille pige med en mus på toppen af hovedet. HERA har fået til opgave at sætte kulør på byrummet og forvandle bagsiden af et anonymt parkeringshus i beton midt i Næstved til et iøjnefaldende kunstværk. I går aftes så hun et video-indslag fra uroplagede Gaza med en fortabt tiårig pige i tårer, og det har hun valgt at bruge som inspiration til dagens motiv.

”Vi ved alle, hvordan det er at føle sig lille og magtesløs,” som HERA siger, da SydkystDanmark møder hende ved p-huset, der ligger klos op ad togskinnerne.

HERAs ankomst markerer optakten til Næstved Kunstby Festival. En 10 dages festival med international live-kunst, artist talks, guidede kunstture og male- og danseworkshops, der løber af stablen 3.-12. juni. Festivalen er den første af sin slags, men Næstved by har været et internationalt knudepunkt for street art siden 80’erne, bl.a. takket være den lokale graffitikunstner Claus Michael Pedersen, der er afdelingsleder på Næstved Ungdomsskole, som står bag festivalen.

Gavlmaleri: HERA, Foto: Christoffer Tauber & William HJort

Foto:Gavlmaleri: HERA, Foto: Christoffer Tauber & William HJort

Kunstneren HERAs gavlmaleri nær jernbanen tager form. Under motivet vil hun skrive ”You are significant”.

Gadekunst fra øverste hylde

I mere end tre årtier har eftertragtede kunstnere fra verdens metropoler New York, Paris, Berlin og Barcelona lagt vejen forbi Næstved for at udsmykke byens bygninger.

”På Gavnø har de tulipaner, i Karrebæksminde har de græshoppebroen, og nu er gadekunst også blevet synonym med Næstved. Gavlmalerierne er blevet et kendetegn for byrummet – det tør jeg godt at sige, hvis jeg skal parkere janteloven bare et øjeblik,” siger Claus Michael Pedersen, der går under kunstnernavnet CMP One, og som selv har malet indtil flere gavlmalerier i hjembyen.

Ungdomsskolen har som initiativtagere selv spyttet en del penge i projektet, men det var ikke gået uden håndsrækningen fra Næstved kommune, der har bevilget 210.000 kr. til at få festivalen ud over rampen.

”For ti år siden havde vi aldrig turde tro, at vi kunne gøre os gældende på den her måde og drive det så vidt, men indimellem skal man turde drømme stort,” siger Claus Michael Pedersen, der glæder sig til at fremvise Næstveds unikke samling af graffitikunst og føje nye værker til.

Udskældt kunst

Graffitikulturen har alle dage været kunstverdenens udskældte problembarn. De unge kalder det kunst, de gamle hærværk, og det har gjort det svært at ryste det kriminelle undergrundsimage af sig. Men kunst skal netop dele vandene, mener Claus Michael Pedersen.

”Gadekunst er særligt på den måde, at du får det i hovedet, om du vil det eller ej. Mange siger: Vi er ikke lige vilde med det alt sammen – og det er lige præcis det, der er så fint. Jeg tror, det er sundt for os mennesker at møde diversitet på vores vej, også noget vi ikke bryder os om. Et af kunstens formål er jo at provokere og forarge,” siger han og fortæller, at også tvillingeparret Os Gemeos’ værk mødte modstand, selvom det var et gigantisk scoop at få travle kunstnere af den kaliber til lillebitte Næstved.

”Det ligner noget lavet på et syretrip, var der en, der sagde til mig,” griner Claus Michael Pedersen og noterer, at der da i det mindste blev lagt mærke til det nye værk i bybilledet.

Langt de fleste steder er graffiti ulovligt, men i Næstved har man i mange år haft afgrænsende områder, hvor byens unge lovligt har kunnet øve sig i at tagge og freestyle. Ifølge Claus Michael Pedersen har Næstved Ungdomsskole altid været gode til at se værdien i de mere skæve ungdomsdiscipliner.

”Meget tidligt har der været nogle voksne pædagoger, som har tænkt: I stedet for at ringe til politiet skal vi nok prøve at tale med dem, det er måske slet ikke så farligt, dét de laver.”

”Vi har et ungdomshus oppe i Jernebanegade, JB10, og der skal jeg love for, at man får lokumsgraffiti, når man slår en streg på toilettet. Når jeg kigger på alle de der tags, så tænker jeg ikke, at de alle nødvendigvis er superfede, men jeg ved bare, at alle de store kunstnere, der nu er en del af Næstved Kunstby, er startet med at male på sådan et lokum og skrive motherfucker på et busskur. Det er det, Næstved Kunstby bygger på,” siger den lokale afdelingsleder, som heller ikke lægger skjul på, at ambitionerne for festivalen er store.

”Vi gør det hele igen næste år, hvis det bliver en succes, og vi får lov. Vi håber på at gøre det til en tradition,” slutter han.

cmp one

Foto:Frame & Work

CMP One (th) har været med til at skabe graffitimiljøet i Næstved og er særligt inspireret af New York i sine egne malerier. Han var også manden bag Danmarks første graffitimagasin. Kunstneren William Hjort (tv) er en del af holdet bag festivalen.

Et stærkt line-up

Op gennem 80’erne og 90’erne tog flere internationale graffitimalere en afstikker til 4700 Næverland på interrailrejsen ned gennem Europa, og det var sådan, de første gavlmalerier så dagens lys. Blandt de helt store kunstværker finder man tvillingeparret Os Gemeos gule pige med blomstret solhat. De to brødre fra Sao Paulo i Brasilien er nogle af verdens mest eftertragtede kunstnere, og deres værker koster normalt millioner af kroner. Gul er brødrenes signaturfarve, og de er især kendt for deres store figurer af mænd. Maleriet i Næstved er det første, de har lavet, af en pige.

”Der er ingen tvivl om, at vores bagkatalog er vores trumfkort. Der ligger et kvalitetsstempel i at have Os Gemeos eller sådan en som Loomit, der er en af gudfædrene af graffiti i Europa, repræsenteret på byens mure. Med værker som deres i bybilledet bliver det lettere at overtale andre kunstnere til at komme og blive en del af fællesskabet,” forklarer Claus Michael Pedersen.

Ved årets festival er Berlin-baserede HERA og newyorkeren WANE ONE blandt hovednavnene. Hvor HERA typisk maler figurer med dyr som hatte, læner WANEs stil sig mere op ad det klassiske bogstavsmaleri, som mange nok kender graffitien bedst.

”Jeg ved aldrig præcis, hvad jeg vil male, før jeg står og kigger op på bygningen, men jeg elsker at male dyr, for alle på tværs af kultur og nationalitet ved, hvordan en løve adskiller sig fra en kanin. Det er lynhurtigt at afkode,” fortæller HERA med det borgerlige navn Jasmin Siddiqui.

Der er indkøbt hele tre europapaller proppet med spraydåser og et hav af malingbøtter til de 10 dages festival i graffitiens tegn, og arrangørerne arbejder lige nu på højtryk for at få de sidste detaljer i vater. Claus Michael Pedersens kontorvægge er plastret til med to dos og tidsplaner, og mobilen bimler og bamler dagen lang. Det kræver et dedikeret hold at få en 10 dages festival op at stå.

Gavlmaleri: OS GEMEOS

Foto:Gavlmaleri: OS GEMEOS

Næstved Kunstby ventede tre år på at få de ombejlede herrer med kunstnernavnet Os Gemeos til byen.