Danmark som rejseland
Som alle andre har familien Beha været på tvungen staycation, siden Udenrigsministeriet farvede verdenskortet rødt sidste år. Det har den ellers så rejseglade familie dog taget i stiv arm.
”Det er vi overhovedet ikke kede af. Danmark kan så meget, vi glemmer det bare lidt nogle gange,” siger Mikkel Beha.
”Det er også meget sundt at opdage, at livet sagtens kan være godt, selvom man ikke flyver fire gange om året.”
Noget af det, Danmark brillerer i, og som gør vores fædreland til et oplevelsesrigt rejseland, er, ifølge den berejste tv-vært, de mange bæredygtige og lokale initiativer. Det bed han særligt mærke i under en aften-cykeltur rundt i Møns bakkede landskaber.
”Det er så fedt, at der er så mange, der gør sig umage. Efterhånden ligger der jo et mikrobryggeri på hver en lille ø og i hver en lille flække. I går så jeg en gårdbutik, der reklamerede med, at de havde hjemmebagte hvede- og rugbrød. Mange steder er man begyndt at genfinde kærligheden til det lokale, og gudskelov for det – det er dødssygt at importere alting, vi har jo fandme det hele i det her land. Vi kan hive de mest friske fisk op af havet, vi kan dyrke de mest fantastiske grøntsager. Vi har hele madpyramiden i egen baghave,” siger han.
Inspireret af den yngste søn, efternøleren Alfred, der er blevet fiskehandler, har familien Beha i år valgt at sætte fokus på vigtigheden af at spise danske, lokalproducerede fødevarer i programmerne.
”Over 80 procent af de fisk, vi fanger i de danske farvande, bliver eksporteret, og 80 procent af de fisk, vi spiser, bliver importeret. Det er jo skørt, at vi spiser rovfisket tun og laks opdrættet i havbrug fyldt med medicin, når vi har et af de fineste farvande i verden,” siger Mikkel Beha, der siden spæd har sejlet på de syv verdenshave med sin far, søfareren Troels Kløvedal.