Tre bump på vejen
Destinationen har gjort stort indtryk på de fire par og familier, men der har også været bump på vejen under feriepiloternes ophold. Særligt campingfamilien, der fragtede sig rundt i elbil, savnede flere permanente, offentlige elladestandere i destinationen. Ikke at de selv bøvlede synderligt med det, for deres tur var timet og tilrettelagt på forhånd, men det ville den almene turist have gjort, mener de. Visse attraktioner og overnatningssteder har gjort det muligt for turister at lade elbilen op, men få skilter med det, og så opererer mange med såkaldte ’mormor-stik’, som gør opladningen til en langsommelig affære. Det kan tage op til 12 timer at lade bilens batteri helt op.
Netop nu buldrer salget af elbiler derudad. Hver femte solgte bil kører helt eller delvist på el, så destinationen skal være rustet til at yde den form service over for turisterne, påpeger Mike Olesen fra Destination SydkystDanmark.
”Elladestandere er det nye bæredygtige konkurrenceparameter. Hvis ikke man har det, kommer kunderne ganske enkelt ikke. Turisterne skal kunne lade deres elbiler hurtigt og effektivt op i hele destinationen,” siger han.
Også vandreparret stødte på en lille forhindring på deres 150 kilometer lange vandretur. Her var bevoksningen på vandreruten Lagunestien løbet så løbsk, at stien visse steder var svær at få øje på.
”Det var så til gengæld den eneste kritik, Lagunestien fik med på vejen, for feriepiloterne var superbegejstrede for den kystnære vandrerute og synes, vi skal gøre mere ud af at promovere den fremover, så det er sat på vores to do-liste,” fortæller Mike Olesen.
Som den tredje og sidste showstopper nævner feriepiloterne destinationens åbningstider.
”Et par af feriepiloterne mødte lukkede døre midt i højsæsonen. Campingfamilien ville gerne have spist på en af fiskerestauranterne, da de var i Karrebæksminde, men der var aftenlukket, selvom der var ekstra meget liv i gaderne den dag – fodboldlandsholdet spillede nemlig landskamp. Elcykelduoen oplevede lukkede butikker på flere bystrøg, inden august var omme. Det efterlader et lidt ærgerligt indtryk,” siger Vibeke Tejlmand, der er turismeservicechef i Destination SydkystDanmark.