Der var fest og lagkage til husets venner, da Rødvig Kro- og Badehotel den 3. marts blev kåret som Årets Badehotel.
Titlen udløste en enorm interesse og indbakken var propfyldt med bookinger. Men så kom coronakrisen – og på få dage var glæden vendt til uvished og usikkerhed.
”De seneste par måneder har mildest talt været meget anderledes. Vi var lige blevet kåret til Årets Badehotel, og vi var helt oppe at køre, for vi blev fuldstændig væltet af bookinger,” siger Jonas Skaaning, der driver badehotellet sammen med Kathrine Hendriksen.
”Dagen før statsministeren lukkede hele landet ned, var jeg ude af huset, og jeg hørte radio hele dagen. Jeg blev virkelig bekymret for, hvad der kunne ske med coronaen, og ringede til Kathrine. Men hun var helt rolig; ’Vi bliver kimet ned af bookinger’, sagde hun. Men så lukkede Danmark, og derfra så vi kun annulleringer, annulleringer og annulleringer. Det var jo totalt surrealistisk,” siger Jonas Skaaning.
Efter de mange annulleringer kom også uvisheden snigende. For hvad stiller man op med de mange ansatte – og hvornår slutter det? Heldigvis var der beroligelse at hente hos hotellets bankforbindelse.
”Vi fandt heldigvis hurtigt ud af, at banken støttede op om os, så kunne vi ligesom sige ’det er det’. Vi har jo hele tiden sagt til os selv, at det ikke er noget med os at gøre. Det er jo ikke Rødvig Kro og Badehotel, der er røget ind i en shitstorm eller noget lignende. Det er bare … uheldigt,” fortæller Jonas.