I Destination SydkystDanmark er det 25 lokale SMV’er turismeerhvervet, der får mulighed for at deltage i vækstforløbet.
Programmet er baseret på 1:1 rådgivning og tager udgangspunkt i virksomhedernes specifikke behov.
Konkret tilfører programmet viden til at udvikle nye digitale services, finde nye kundesegmenter og videreudvikle produkter og oplevelser. Derudover er der fokus på at skabe erhvervsklynger og netværk.
Deltagervirksomhederne vil blive udvalgt ud fra deres vilje og evne til vækst, og programmet påbegynder screenings- og rekrutteringsfasen i løbet af sensommeren.
Til at løfte opgaven med at identificere de 25 lokale virksomheder i Destination SydkystDanmark er Charlotte Schwartzlose ansat i en stilling som projektleder.
Charlotte har et indgående kendskab til det lokale turisterhverv, da hun bl.a. er bestyrelsesformand i Næstved Turistforening og hun har tidligere bl.a. været direktør i Næstved Storcenter og turist- og destinationschef i Stevns Kommune.
”Jeg glæder mig til at komme i gang med at besøge de mange lokale virksomheder og i samarbejde med dem finde frem til, hvor vi kan give dem et løft,” siger Charlotte Schwartzlose.
Vækstprogrammet er finansieret af EU’s regionalfond, Region Sjælland og programmets partnere.