©  Foto:

Gavnø Slotspark

Gavnø Slotspark kaldes Danmarks smukkeste have

Slotsparken danner hvert forår ramme om Danmarks største tulipanfestival og hver sommer ramme om en farvestrålende liljefestival. Begivenheder som trækker turister fra ind- og udland. Hvert år anlægges nye bede i effekter og farvespil, således at ikke to sæsoner er ens. Blomsterpragten fortsætter helt hen til efteråret, således at tulipaner og narcisser afløses af sommerblomster, rododendron, staudebede, et væld af sorter af knoldbegonia og den smukt anlagte rosenhave i slotsparkens nordlige ende. I slotsparkens midte finder man den henrivende rødkalkede bindingsværksbygning "Skjærsommer", som i 1846 blev bygget til den lille Baronesse Julie Reedtz-Thott. I huset udstilles en del af baronessens private dukkesamling. 

I øvrigt forefindes: Gavnø Slot, Gavnø Klosterkirke, trætopbanen Gavnø Go Fly, Sørøverland, skattejagt, klappedyr, Nordens største private malerisamling på 1.000 malerier samt Gavnø Slotsbryggeri.

Hunde må gerne medbringes i slotsparken i snor, dog ikke på slottet. Medbragt mad må gerne nydes i slotsparken eller ved det nye picnicområde. Der er mulighed for at leje en trækvogn i parken. Handicaptoilet forefindes ved indgangen, ligesom der forefindes ramper til kørestolsbrugere ved Café Tulipanen og Gavnø Klosterkirke.

Bemærk: Slot og kirke lukker kl. 16.00 hele sæsonen.
Slottet, kirken, sommerfugleland, slotsbutikken, Slotsbryggeriet og Go Fly vil være lukket.

Gavnø Slotspark blev i 2020 udråbt som én af de 50 smukkeste haver i Danmark af The Danish Club.