gaardbutik-gisselfeld-kloster-sydsjaelland

Shopping fra gårdbutik til tøjbutik

Er I på udkig efter helt særlige smagsoplevelser, så læg vejen forbi vores mange lokale gårdbutikker. Her sælges alt fra vin, æbler, jordbær, honning, sennep og meget, meget mere. Har I mere lyst til shopping efter tøj, smykker og lignende, så er vores mange handelsbyer noget for jer. Her finder I noget for enhver smag. Her begynder kvalitetsoplevelserne!

Gårdbutikker i SydkystDanmark

I Bakkebølle, ikke langt fra Vordingborg, ligger den gamle slægtsgård Jonsholm. De er især kendt for deres jordbær, hvoraf de har mange forskellige sorter - flere som ikke kan købes i butikkerne. Fra omkring den 01. juni åbnes gårdbutikken og vejboden, og i midten af juni åbnes for Pluk Selv-konceptet, hvor I med udsigt udover Storstrømmen kan gå og samle lige så mange jordbær I vil. Gården dyrker også kartofler, ærter og blåbær. 
Ganske kort fra motorvejen ved Bårse, ligger Langfrugt Frugt. Her dyrker man forskellige sorter af æbler og pærer, og sælger dem direkte fra gården eller gennem butikkerne. Nogle af æblerne anvendes til produktion af æblemost og æblegløgg, og kan ligeledes købes i gårdbutikken. Hvert forår når sæsonen er klar, åbnes der for selvpluk i plantagerne, og det er muligt at samle så mange æbler og pærer man nu vil. 
Noorbohandelen på Nyord er et velkendt navn for mange. Med butik i Torvehallerne, København, er der mange der nikker genkendende når de hører om navnet og produkterne. Noorbohandelen ligger på det skønne Nyord, nord for Møn, og sælger blandt andet spiritus i løsvægt (som den første i Danmark). Derudover finder I specialiteter fra Møn og Nyord på hylderne, samt kunst og håndværk. Her er ligeledes også mulighed for at se udstillinger med værker fra gæsteudstillere. Besøg samtidig Nyord lokalhistorisk udstilling og Nyord Sennepsmølle på samme ejendom, når I alligevel her. Begge steder er der gratis adgang. 
Med marker helt ned til Smålandshavet, ligger Vesterhavegårdens marker og plantager i læ ved Karrebæksminde bugt, omgivet af Karrebækstorp Skov. Her dyrkes æbler og vindruer, og de er specialiserede i at producere æblemost, æblevin og noget helt særligt som æble-is-vin. Derudover produceres der rødvin ud fra de samme principper som Amarone vine fra Italien. Det er klart et besøg værd! 

Handelslivet i SydkystDanmark

Fransk Forår i Præstø

I destinationen finder I et bredt udvalg af shoppingmuligheder. Hvad enten I er på udkig efter tøj, kaffe, blomster eller noget helt andet. Rundt omkring i områdets byer findes der butikker, store som små og velkendte som lokale. Her er noget for enhver smag. De større byer som Næstved, Stege, Præstø, Vordingborg og Store Heddinge byder allesammen på hyggelige gågader, men selv i de mindre byer vil I kunne finde det lokale guld.
Hvis I mere er til shopping i tætte omgivelser indendøre, så har Næstved Storcenter et stort udvalg af butikker og caféer. Så hvis vejret ikke lige er til en tur op og ned gennem gågaden, er dette en mulighed for jer. Her findes både tøj-, sko-, smykke- og elektronikbutikker - og meget mere! 

Her begynder kvalitetsoplevelserne! Velkommen.

Del denne side