danmarks-borgcenter-vordingborg-boern-familie-oplevelser

Attraktioner for hele familien

De bedste minder kommer med gode oplevelser. Vi kommer her med inspiration til en lang række af de bedste oplevelser i SydkystDanmark. Her begynder barndomsminderne!

Vi kan skrive mange sider om alle de oplevelser I får på Sydsjælland og Møn. Her på siden har vi derfor udvalgt nogle af oplevelserne, som I kan læse nærmere om, og ellers forsøger vi på bedste vis at henvise til yderligere inspiration. Med børnenes glæde i tankerne, finder I med garanti noget som de vil elske! Her er noget for alle.

Sjove virksomhedsrundvisninger

Flere virksomheder i SydkystDanmark byder indenfor til hyggelige rundvisninger, smagsprøver og meget mere. På Møn Is kan du klappe din yndlings-ko og lære mere om hvor mælk og is kommer fra. Her er mulighed for at give børnene en ægte landbrugs-oplevelse, og en forståelse for de råvarer vi indtager. 
På Møn finder I også Møn Bolcher. De velkendte og velsmagende bolcher er et hit hos alle, og børnene kan prøve kræfter med at lave deres egne bolcher. I butikken kan I se det store udvalg af farvestrålende bolcher, og naturligvis købe lige så mange I vil med hjem. Efter hvert opkog gives der lune smagsprøver. Det er ikke helt uforståeligt at bolchefabrikken er et af Danmarks bedste besøgssteder for børnefamilier. 

Unikke museumsbesøg

På Stevns finder I Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Enhver dreng vil elske de store radarer og kanoner, det underjordiske fort og den dramatiske historie. Med en af de dygtige guider, bliver I ledt gennem fortællingerne, mens I går rundt i de 1,7 kilometer lange gange 18 meter under jordens overflade. 
Efter en god times kørsel fra Stevnsfortet ankommer I til Vordingborg. Den gamle kongeby med ruinerne af det der engang var Danmarks største magtborg. På ruinerne ligger nu Danmarks Borgcenter, der på moderne og interaktiv vis formidler om den storslåede historie. Med iPads i hånden kan børn og voksne gå rundt på ruinterrænet og lytte til historien og se hvordan her så ud i gamle dage. Hvis I rigtigt vil give børnene en oplevelse, rammer det her lige i deres små børnehjerter. De kan sågar komme på Ghost Hunt, hvor det gælder om at finde og fange de uhyggelige monstre og genfærd som færdes på borgen. Sæt gerne et par timer af til den fulde oplevelse!
På Østmøn finder I GeoCenter Møns Klint. Det interaktive og sjove museum, med udstillinger og 3D film om Danmarks fødsel, Danmarks geologiske udvikling og naturen på Møns Klint. GeoCenteret er meget mere end blot et museum, og er for børn og voksne i alle aldre. I kan tage på fossiljagt ved foden af Møns Klint, og finde millioner år gamle fossiler, udfordre jer selv og familien på svævebanen eller ved at klatre i trætoppene - og meget mere. I kommer bestemt ikke til at kede jer!

F16 ved Stevnsfortet

Flotte udstillinger for børn og voksne

Biler, motorcykler og andre køretøjer. Mere end 3.000 m2 fyldt op med gamle veteraner, værksteder og butikker fra 50'erne. På Næstved Automobilmuseum er der mulighed for se nogle af de helt store ikoner og udleve sine drengedrømme. Om det er far eller børnene der kommer til at hygge sig mest, kan vi ikke garantere for, men Næstved Automobilmuseum er klart et besøg værd hvis man går rundt med en lille entusiast i maven.
På Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter kan børnene lade kreativiteten få frit spil. Med et kunstværksted kan børn og voksne eksperimentere og arbejde med kunsten, mens de i parken kan benytte sig af de udstillede lydskulpturer, som indbyder til sjov og leg. Her kan børnene bruge kunsten aktivt og skabe deres egen melodi eller efterligne alverdens dyr og naturen. 
Hvis I er mere til historiske udstillinger, så er Gardehusarregimentets Veteran Panser- og Køretøjsforening (GHRVPK) garante for en sjov og spændende oplevelse! Her kan børnene (og voksne) få stillet deres nysgerrighed, da alle køretøjer må røres og kravles på og i. Adgang er gratis.
Geomuseum Faxe har også historiske udstillinger. Her fortælles historien om dengang Danmark var dækket af et dybt hav, og der levede hajer og krokodiller (og 500 andre slags dyr) i området. Det er 63 millioner år siden, men her findes stadig fossiler og levn fra dengang. Nogle af dem udstilles på Geomuseet, men hvis I finder jeres egne fossiler i området nær Faxe Kalkbrud må disse gerne tages med hjem. Børnene vil elske sådan en fossiljagt!

Her begynder barndomsminderne!

Del denne side